Hjerte-/kredsløbssygdomme

Præ-hypertension skal behandles

Amerikanske retningslinjer for blodtryksbehandling lægger op til en skærpet opmærksomhed og behandlingsstrategi mod forhøjet blodtryk (hypertension). Allerede ved et blodtryk på 120/80 bør læge og patient reagere og sætte ind med livsstilsændringer eller medicinsk behandling for at få blodtrykket ned. Risikoen for apopleksi og hjertesygdom begynder allerede ved et blodtryk på 115/75. Det fordobles, hver gang det stiger med yderligere 20/10, lyder advarslerne.

“Præ-hypertension”

Det betyder, at en stor gruppe mennesker, hvis blodtryk har ligget i den højere ende af normalområdet, har fået status som “præ-hypertensive”. Med indførelsen af begrebet præ-hypertension har retningslinjerne skabt en helt ny og stor gruppe af potentielle medicinbrugere. Den kritik, der hidtil har været af anbefalingerne, går da også bl.a. på, at en stor befolkningsgruppe som tidligere har gået for at være raske og normale nu sygeliggøres.

Eksistensen af en ny diagnose vil få flere læger til at udskrive blodtryksmedicin – og flere patienter til at efterspørge den, mener kritikerne. The National Heart, Lung and Blood Institute of the National Institute of Health kategoriserer i den amerikanske lægeforenings blad JAMA blodtryk

  • op til 120/80 som normalt
  • derfra og op til 139/89 som “præ-hypertensivt”
  • 140/90 til 159/99 som hypertension på første stadie og
  • over 160/100 som hypertension på andet stadie.

Tallene

JAMA-artiklen anslår, at ca. 50 mio. amerikanere har hypertension, mens antallet på verdensplan nærmer sig 1 mia. mennesker. Verdenssundhedsorganisationen WHO har beregnet, at højt blodtryk er årsagen til hvert ottende dødsfald på verdensplan.

Læs også
Forhøjet blodtryk – hvad er det egentlig?
Sænk blodtrykket via kost og kosttilskud
Forhøjet blodtryk? Arginin kan være løsningen!
Kalium er vigtigt for dit blodtryk
Dit blodtryk kan svinge med op til 40 %
Nap en lur og sænk blodtrykket!