Gigt og andre sygdomme i bevægeapparatet • Urter og krydderier

Løvetand er godt mod gigt

Lider du af gigt, skal du måske kigge lidt nærmere på løvetand – også kaldet Fandens mælkebøtte. Den har en lang historie.

Løvetand/Mælkebøtte (Taraxacum officinale) er en mælkesaftførende urt på op til 30 cm højde med kort rhizom, en kraftig pælerod og rosetstillede blade med takket rand. Blomsterne er gule, bestående af utallige blomsterblade, og stænglen er hul. Planten er til mange haveejeres store ærgrelse meget almindelig og hårdnakket, men heldigvis kan den andet end at være ukrudt.

Første gang planten nævnes i litteraturen er i det 10. og 11. århundrede hos arabiske læger, som regner den for en vildform af cikorie og benævner den Taraxacon. I England nævnes den af walisiske læger så tidligt som i det 13. århundrede, og i dag dyrkes den i stor stil til kommercielt brug både i Europa og Asien. Den bruges ristet som kaffeerstatning på samme måde som dens slægtninge cikorie (Cichorium intybus) og burrerod (Arctium lappa).

Nogle af de aktive indholdsstoffer

Rodstokken og den hule stængel indeholder rigelige mængder af det vandopløselige, kvælstoffrie bitterstof taraxacin. Man troede før, at taraxacin var et enkelt stof, men man har fundet ud af, at det er en blanding af flere bitterstofglykosider, nemlig eudesmanoliderne tetrahydroridentin B, taraxacolid-beta-D-glukopyranosid og germacranoliderne taraxinsyre-beta-D-glukopyranosid, 11,13-dihydrotaraxinsyre-beta-D-glukopyranosid og taraxacosid. Indholdet af taraxacin er størst i bladene om foråret, og koncentreres i roden i løbet af sommeren. Roden indeholder inulin, 2 % om foråret, stigende til op til 40 % om efteråret. I mælkesaften findes udover taraxacin stofferne taraxerol, cherylalkohol, alfa- og beta-lactucerol, gummi og inosit.

Derudover indeholder drogen garvestoffer, phlobaphener (pigment), spor af æterisk olie, harpiks, organiske syrer, alkaloidet taraxcin, som kan være svagt giftigt, fx for børn, som hele dagen går og sutter på stænglerne, samt asparagin.

Virkninger/bivirkninger

Bitterstoffet taraxacin har en galdedrivende virkning, som allerede i 30’erne blev efterprøvet klinisk og i forsøg. Planten har også en vanddrivende virkning. Denne virkning, som har vist sig at svare til virkningen af den vanddrivende medicin Furosemid (R) og i øvrigt for nylig er blevet bekræftet ved dyreforsøg, udnytter man ved kronisk leddegigt og andre reumatiske lidelser, som er primærindikationen for brug af løvetand. Virkningen er i øvrigt kraftigere end hos padderokke og enebær. Det formodes at drogens høje indhold af kalium er medansvarligt for virkningen.

Ved overdrevent brug kan der forekomme overskud af mavesyre (dette er generelt for bitterstofdroger).

Løvetand er godt mod gigtAnvendelse

1-2 tsk. gives et kort opkog med en kop vand (150-200 ml). Drik 1-2 kopper morgen og aften hver dag i nogle uger ved akutte gigtanfald, fordøjelsesbesvær, oppustethed og til forøgelse af urinudskillelsen. Man kan for smagens skyld kombinere med pebermynteblade, som også er galdedrivende, og derfor virker i samme retning.

Læs også
Løvetand er godt mod gigtLøvetand – en beskeden plante med stor værdi
Løvetand: Upopulær plante med masser af gode egenskaber
Løvetand til din lever
Spis dit ukrudt!
Glutenfri veganerdiæt hjælper patienter med leddegigt
Olivenolie og grønsager kan afværge leddegigt

Kilder
Chabrol, 1931.
Leclerc H. Paris, 1937.
Ràcz-Kolilla E et al. Planta Medica, *26*, s. 212, 1974.
Ràcz-Kotilla E, Ràcz G, Solomon A. Planta Med. 26, 212, 1974.
Janke D. Hautarzt 1, 177, 1950.
Kuusi T, Pyysalo H, Autio K. Lebensm.-Wiss. Technol. 18, 347, 1985.
Rauwald HW, Huang JT. Phytochemistry 24, 1557, 1985.