Godt at vide

Kræft rammer ikke søskende

Forskning viser, at kræft hos et barn ikke betyder en særlig risiko for dets søskende. Årsagen til sygdommen hos børn kendes dog stadig ikke.

Beskrivelse af forsøget

Forældre til et barn med kræft behøver ikke gå i frygt for, at barnets eventuelle søskende også skal blive ramt af kræft. En meget omfattende undersøgelse blandt nordiske familier viser nu, at søskende til kræftramte børn i almindelighed ikke har en øget risiko for sygdommen. “Jeg tror, at rigtig mange familier oplever en vis nervøsitet for, at flere af deres børn skal få kræft, hvis et enkelt af deres børn har kræft. Det er en helt naturlig bekymring hos forældrene. Men her kan vi altså med vore tal på hånden berolige med, at der i langt de fleste tilfælde ikke er tale om en forøget risiko”. Sådan siger professor i børnekræft Jeanette Falck Winther, Aarhus Universitetshospital.

Forskerne identificerede 25.000 familier i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island med kræft hos et barn. Derpå undersøgte man kræfthyppigheden hos disse børns i alt 42.000 søskende.

Resultater

“Vi havde forventet at finde 284 kræfttilfælde, men vi fandt faktisk 353. Men da vi så ville undersøge, hvilke kræftformer der var tale om, viste det sig, at overhyppigheden hang sammen med ganske bestemte typer af sjældne, arvelige kræftsygdomme, bl.a. øjenkræften retinoblastom. Der er tale om sygdomme, som man ved er klart arvelige. Når vi undtog de 56 familier, hvor disse sygdomme optrådte, sås ingen øget risiko for kræft blandt søskende til børn med kræft”, siger Jeanette Falck Winther.

Læs også
Kræftsygdomme kan være arvelige
Vegetarer har lavere risiko for visse kræftsygdomme
Er kræft en menneskeskabt sygdom?
Gulerødder kan medvirke til at nedsætte risikoen for kræft
Symptomer på kræftsygdomme
Vegetarer har 40 % lavere risiko for at dø af kræft