Husstøvmider udgør en alvorlig trussel for allergikere. De er vanskelige at kontrollere og udrydde, og de trives godt i varme og fugtige omgivelser.
Nu har forskere ved Sydneys Universitet opdaget, at man kan dræbe husstøvmiderne ved at udsætte dem for stærkt sollys. Forskerne brugte fire 2 x 3 m store uldtæpper i forsøget. Mide-bestanden i tæpperne blev målt ved forsøgets begyndelse og slutning. To af tæpperne blev placeret udendørs i direkte sollys med bagsiden opad (luven nedad) på en betonplade. De andre to tæpper forblev indendørs.
Efter at have været udsat for sollyset i tre timer var alle miderne i de tæpper, der var udendørs, døde. Efter tre timers forløb blev temperaturen under tæpperne målt til 55°C, og fugtighedsgraden var faldet til 24 %. Temperaturen under de tæpper, der var forblevet indendørs, holdt sig mellem 25 og 26° C med en fugtighedsgrad på mellem 69 og 74 %. De to tæpper, der var blevet udsat for tre timers sollys, var stadig fri for mider en måned efter behandlingen.
Forskerne konkluderer, at husstøvmider kan udryddes ved at udsætte dem for bestråling med stærkt sollys. Denne metode er simpel, ufarlig, billig og meget effektiv.
Læs også
De fire typer af allergiske reaktioner
Tetræolie dræber husstøvmider
Sollys – en hårfin grænse for, hvad der er for lidt og for meget
Solens mange gode egenskaber
Sollys nedsætter risikoen for kræft
Eukalyptusolie mod de ubehagelige pollen
Kilde
Tovey ER, Woolcock AJ. Direct exposure of carpets to sunlight can kill all mites. Journal of Allergy and Clinical Immunology, bd. 93, nr. 6, juni 1994.