Henna – den røde naturfarve til farvning af hår og til tatoveringer – kan i nogle tilfælde være tilsat kemikalier.
Således advarer Miljøstyrelsen danske turister mod at få malet henna-tatoveringer. Der er nemlig konstateret en række tilfælde af kraftig allergi hos personer, der har fået henna-tatoveringer på udlandsrejser. Sådanne tatoveringer er populære i bl.a. Grækenland, Ægypten, Gambia og Thailand.
Henna er tilsat et eller flere kemiske stoffer, som er stærkt allergifremkaldende. Det kan fx dreje sig om para-fenylendiamin eller nært beslægtede kemikalier. Har man først udviklet allergi over for disse stoffer, kan man heller ikke tåle andre produkter. Det kan fx være hårfarver, der indeholder de samme stoffer.
Alt tyder på, at hvis man først er blevet allergisk via en henna-tatovering, og senere bruger en hårfarve med para-fenylendiamin, vil den allergiske reaktion ved brug af hårfarven være betydeligt kraftigere, end allergiske reaktioner over for hårfarver ellers er. “Da vi ikke ved, hvilke tilsætningsstoffer, der er i henna-tatoveringer, råder vi generelt til, at man undgår dem. Samtidig bør alle, der tidligere har fået lavet henna-tatoveringer enten undgå hårfarver med para-fenylendiamin eller være særligt opmærksomme på risikoen for allergi og udføre en overfølsomhedstest som beskrevet i brugsanvisningerne.” Sådan siger Lærke Nielsen fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Læs også
Rød henna-pulver
Henna til håret og kroppen
Bestemte tatoveringsfarver kan give hudkræft
Allergi – en negativ reaktion på et ellers harmløst stof
Gode råd mod uren hud
Hørfrø- og boragoolie kan give en sund hud indefra
Velgørende urter til uren hud
Kosmetiske tatoveringer


