En stor undersøgelse omtalt i JAMA Internal Medicine har ikke kunnet påvise, at vi, der godt kan lide en god kop kaffe, har større risiko for at opleve unormal hjerterytme (arytmi). Faktisk viste undersøgelsen, at kaffen har en beskyttende virkning mod arytmi.
”Det er en almindelig opfattelse, at koffein øger risikoen for arytmi”, skriver forskere fra University of California, San Francisco. ”Men der er fortsat ikke videnskabelige beviser for, at det rent faktisk er rigtigt”.
Forsøget omfattede 386.258 deltagere i UK Biobank – en prospektiv undersøgelse af mænd og kvinder i alderen 40-69 år bosiddende i Storbritannien. Via spørgeskemaer oplyste deltagerne, hvor ofte de drikker kaffe. Man gennemgik derefter journaler fra praktiserende læger og hospitaler og udelukkede patienter med atriefibrillation (hjerteflimmer), takykardi (hurtig puls), mv.
I løbet af gennemsnitligt 4½ års opfølgning udviklede 16.979 deltagere arytmi. Hver kop kaffe, der blev indtaget regelmæssigt, gav ca. 3 % lavere risiko for arytmi. Deltagernes genetiske disposition for ændringer i koffein-omsætningen havde ikke indflydelse på risikoen for arytmi.
Forfatterne bemærker, at kaffe er sat i forbindelse med en række sundhedsfremmende egenskaber, som ofte tilskrives drikkens antioxidante og betændelseshæmmende virkning. ”Resultaterne af dette forsøg viste ikke, at kaffe øger risikoen for uregelmæssig hjerterytme”, skriver de. ”Når man anbefaler folk ikke at drikke kaffe, kan det betyde, at de må undvære et sundhedsfremmende stof, som forbedrer både livskvalitet og levetid”.
Læs også
Kaffe – en risikofaktor for hjertesygdom?
1-3 kopper kaffe om dagen er helt ok
Magnesium og hjertesygdom
Magnesium ved angina pectoris
Carsten Vagn-Hansen: Atrieflimmer – hvad er det?
Overblik over almindelige hjerte-/karsygdomme
For lavt blodtryk: 6 tips til at få gang i dit kredsløb!
Drik grøn te og sænk risikoen for at udvikle diabetes!
Kilde
https://www.lifeextension.com/whatshot/2021/7/july-whats-hot-articles#jama