Glem endorfin-rusen på grund af chokolade eller den behagelige fornemmelse af serotonin, der breder sig i kroppen, når du spiser brød. Hvis du skal have mad, der får din hjerne til at føle lykke, så skal du gøre som franskmændene: Spis frugt, grønt og fedt! Nej, ikke smørcroissanter med brombærmarmelade eller store stykker Camembert. Og absolut ikke den franske version af fast food: Pommes frites…
Ifølge et helt nyt forsøg foretaget af de franske sundhedsmyndigheder er opskriften på lykke frugt og grønt, fisk og sunde olier – et resultat, man er kommet frem til ved at følge 12.000 kvinders og mænds spisevaner i mere end et årti.
De kvinder, der spiste flest af disse velvære-fødevarer, havde 27-36 % mindre tilbøjelighed til at føle sig deprimerede, mens det tilsvarende tal for mænd lå på overraskende 70 %. Og modsat øgede en kost fyldt med forarbejdet kød, fedtstegte madvarer, snacks og desserter kvinders risiko for depression med helt op til 59 % og mænds med næsten det samme. Hvordan hænger det sammen?
Ifølge ernæringsforsker Bonnie Beezhold, PhD, fra Benedictine University indeholder rødt kød og fjerkræ store mængder arachidonsyre, en type omega-6 fedtsyre, som kroppen omdanner til betændelsesforøgende proteiner kaldet cytokiner, som flere og flere forsøg sætter i forbindelse med store humørdyk. Modsat modvirkes betændelse af antioxidanter i frugt og grønt og de sundhedsfremmende omega-3 fedtsyrer i fisk.
Men desværre indeholder den moderne kost mere omega-6 – fra kød og fjerkræ – og mindre omega-3, lyder det fra dr. Beezhold, som i et forsøg i 2012 fandt ud af, at humøret blev bedre hos en række frivillige forsøgsdeltagere efter blot 2 uger uden animalsk fedt. En voksende bunke af beviser for sammenhængen mellem humøret og den mad, vi spiser, viser, at nogle fejl kan skyde dit humør helt i sænk – og de rigtige valg kan gøre dig lykkeligere.
Tre fejl – og hvordan du undgår dem
Fejl nr. 1
Du rækker ud efter chokoladen, når du føler dig lidt nede. Ja, du får det umiddelbart bedre, men det er i de fleste tilfælde kun en midlertidig sukker-rus.
Hvad skal du gøre? Spis du bare chokolade, men hold dig til et lille stykke mørk, og spis det sammen med bær. Begge er propfyldt med inflammationsbegrænsende antioxidanter. Og et nyt forsøg fra Torrey Pines Institute for Molecular Studies i Florida viser, at disse sundere godbidder indeholder stoffer, som i struktur i høj grad ligner det antidepressive middel valproinsyre.
Fejl nr. 2
Du spiser meget junk food og mange søde sager. Forarbejdet mad, slik og is giver dig alt for store mængder mættet fedt og transfedtsyrer – og begge dele er i et spansk forsøg sat i forbindelse med dårligt humør. Masser af transfedtsyrer kan endog få dig til at føle dig irritabel og aggressiv.
Hvad skal du gøre? Har vi nævnt frugt, grønt og sunde fedtstoffer? Bestil salat – og nej, ikke med ostedressing – og drys en håndfuld nødder ovenpå. De enkeltumættede fedtstoffer i nødder kan måske beskytte dig mod at føle dig deprimeret.
Fejl nr. 3
Du spiser mindre end syv portioner frugt og grønt pr. dag. Skal vi komme med flere beviser for, at den slags er vejen til lykke? En ny analyse af 80.000 personer foretaget af forskere ved Dartmouth College har vist, at jo mere frugt og grønt man spiser, desto mere lykkelige føler man sig. Så lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest.
Hvad skal du gøre? Syv om dagen er det magiske tal, hvis du vil opnå den fornemmelse af lykke, denne artikel handler om.
Læs også
Omega-3 har indflydelse på vores humør og adfærd
Kulhydrater giver bedre humør
Sundhedsfremmende egenskaber ved omega-3 fosfolipider
Spis sundt – spis Middelhavskost
Naturlige veje til bedre humør og helbred for kvinder
Godt humør forebygger hjertesygdom og forhøjet blodtryk
Multivitaminer påvirker dit humør og dit velbefindende
Motion gør dit gode humør bedre
Glaserede honninghjerter
Honning-brødbudding