Sekundære plantestoffer og kræftforebyggelse

Man må ikke få det indtryk, at man kun behøver at spise dette eller hint for at være 100 % sikker på at undgå sygdom. Dertil er reaktionerne i vores milliarder af kropsceller alt for komplekse – og i sid­ste ende umulige at regulere. Men der ER noget, vi hver især kan gøre: Vi kan formindske risikoen for at få en kræftsygdom ved at understøtte kroppens eget arbejde på bedste vis – og ikke gøre det sværere for den end højst nødvendigt ved at give den den forkerte ernæring.

Alle undersøgelser kommer igen og igen frem til samme resultat: Mennesker, der spiser mange frugter og grønsager, har generelt kun halvt så stor risiko for at udvikle en kræftsygdom som dem, der ikke gør. I USA anbefaler National Cancer Institute derfor fem portioner frugt og grønt hver dag. I Danmark siger eksperterne 6 portioner om dagen.

Hvor forskningsarbejdet hidtil først og fremmest var koncentreret om de sundhedsmæssige konsekvenser af en fiberfattig og fedtholdig kost, så kom de sekundære plantestoffer mere og mere i ernæringsforskernes søgelys i midten af 1980’erne.

Sådan opstår kræft: Når ligevægten forsvinder

Efter hvad man ved i dag, er der to væsentlige processer, der fører til dannelse og vækst af svulst­celler:

1. Initieringen, den udløsende proces: Forandring og beskadigelse af DNA (mutation)
2. Promotionen, videreudviklingen: Dannelse af svulsten via svulstfremmende stoffer

Heroverfor står muligheden for at blokere for dannelsen af kræftsvulsten ved hjælp af hæmmende stoffer. Når den kræftfremkaldende påvirkning opvejes af en tilsvarende kræfthæmmende påvirkning, er det ikke sandsynligt, at der opstår svulst – det sker først, når vægtskålen tipper til den kræftfremkal­den­de side, og så bliver situationen kritisk.

Vores DNA kan blive beskadiget af mange forskellige stoffer og påvirkninger (hvoraf vi kun selv har indflydelse på nogle få): Stråler, frie radikaler, vira, asbest, kemiske stoffer som benzopyren og nitrosamin – og bestanddele i vores kost.

Men selv hvis DNA beskadiges, begynder cellerne ikke med det samme at dele sig ukontrolleret. Det er de kræftfremkaldende stoffer, som giver startskuddet. Til disse kræftfremkaldende stoffer hører fedt (primært mættede fedtsyrer), frie radikaler, mange hormoner, et for stort energiindtag og alkohol. Det er en forudsætning for svulstens dannelse, at der konstant er kræftfremkaldende stoffer til stede. Teoretisk set kan man forhindre kræft, hvis man fjerner disse kræftfremkaldende stoffer – men det er næsten umuligt i praksis. Ganske vist kan vi reducere eller fjerne mange af disse fordæg­tige substanser, men det vil aldrig kunne lykkes 100 %. For det første kender vi ikke engang til alle de stoffer, som kan udløse kræftsygdomme og fremme dem, for det andet er mange af stofferne en integreret del af vore naturlige miljø og kost. Vi må altså leve med dem.

Og det er vi faktisk også indstillet på. Menneskekroppen producerer afgiftende og antioxidative en­zymer, og vores kost indeholder masser af kræftforebyggende stoffer – vi skal bare forstå at udnytte dem!

Vi kan sagtens påvirke ligevægten mellem kræftfremkaldende og kræftforebyggende stoffer til gavn for vores sundhed, hvis vi sørger for ikke at fodre kræftsvulsterne med deres livretter – eller måske endda sørger for at tilføre dem stoffer, som kan gøre det af med den.

De bioaktive stoffers rolle

En kost, der indeholder rigelige mængder sekundære plantestoffer, fibre og antioxidanter, kan stoppe kræftudviklingen (carcinogenesen) på mange stadier:

• Ved dannelsen af carcinogener (kræftfremkaldende stoffer) på basis af endnu ufarlige forstadier.
• Ved initieringen, hvor kræftdannelsen begynder på grund af mutationer i DNA.
• Ved promotionen, når de beskadigede celler formerer sig.
• Ved udbredelsen af svulsten.

Kostplan til kræftforsvar

Hvis man skal give kræftcellerne modstand og understøtte kroppens naturlige forsvar mod disse fjender, bør man dagligt spise de ”kræftdræbere”, der beskrives i resten af denne artikel:

Sulfider: Hvidløg, porrer, skalotteløg, snitløg og løg

De aromatiske knolde er endelig ved at få den opmærksomhed, som tilkommer dem: Som første­klasses kræftbekæmpere.

I områder, hvor man dyrker store mængder hvidløg og løg lider kun halvt så mange mennesker af mavekræft som i befolkningen generelt – det gælder fx hvidløgsområder som Nordkina og løg­områder som Georgia i USA. Også undersøgelser fra Grækenland og Hawaii har vist, at et øget indtag af hvidløg og løg giver en lavere forekomst af mavekræfttilfælde. I dyreforsøg har man kun­net påvise, at disse to planter var i stand til at modvirke tarmkræft i 3/4 af alle tilfælde. Hvidløg har også vist sig at være effektiv mod brystkræft: Afhængigt af, hvornår og hvor længe en gruppe rotter indtog hvidløg, kunne udviklingen af kræft i mælkekirtlerne mindskes med op til 3/4.

Hvidløg, løg og resten af familien synes primært at virke mod kræft i mave-/tarmkanalen. En af grundene til det kan være, at hvidløg på grund af sin antibiotiske virkning forhindrer, at bakterien Helicobacter Pylori er i stand til at vokse. Denne bakterie synes at have en væsentlig andel af skyl­den for, at der opstår mavekræft.

Glucosinolater: Broccoli, alle former for kål, kålrabi, karse, peberrod, rauke, ræddike, rüben, sennep

For øjeblikket står broccoli øverst på listen over sennepsolieholdige kræftbekæmpere – takket være plantens indholdsstof sulforafan, som hos rotter har vist sig at kunne undertrykke kræft i mælkekirt­lerne meget effektivt. Men de øvrige kålarter er næsten lige så vigtige i denne henseende.

Mange undersøgelser har vist, at glucosinolat-rige grønsager er gode til at bremse udviklingen af kræft, primært tyktarms-, lunge- og brystkræft. Således har en omfattende undersøgelse foretaget af universitetet i Utah i USA vist, at ud af 600 deltagere havde de, der oftest spiste kål, en op til 70 % lavere risiko for at udvikle tyktarmskræft. Også dannelsen af polypper var langt mindre hyppig hos denne gruppe.

En anden undersøgelse har vist, at risikoen for at udvikle tarmkræft faldt med 2/3, når man indtager kål mere end én gang om ugen. I dyreforsøg har man desuden påvist, at svulstudvikling kan hindres ved fodring med kål.

Blomkål og rosenkål har en særlig betydning på grund af deres høje indhold af stoffet indol-3-carbi­nol. Dette glucosinolat-nedbrydningsprodukt styrer kroppens egen østrogennedbrydning i retning af det mindre virksomme catechol-østrogen og reducerer dermed risikoen for udvikling af brystkræft.

På Institute of Hormone Research i New York har man undersøgt denne virkning: I en uge fik de deltagende kvinder dagligt 500 mg indol-3-carbinol – hvorefter de dannede op mod 50 % mere af det ”gode” østrogen. Hagen ved dette er, at man skal spise 400 g kål dagligt for at få 500 mg indol-3-carbinol, og det er der ingen, der kan. Men også mindre portioner kål har en virkning.

Carotenoider: Abrikoser, broccoli, grønkål, græskar, bladbeder, gulerødder, peberfrugter, spinat, søde kartofler og tomater

Friske tomater, dampede gulerødder, peberfrugter, græskar og mange mørkegrønne grønsager – det er en af opskrifterne på at holde kræftsvulsterne fra kroppen! Carotenoiderne hører til de mest ana­lyserede af de sekundære plantestoffer, og de har allerede bevist deres effektivitet gennem masser af forskningsmæssige undersøgelser. Der er således ikke længere tvivl blandt ernæringsforskerne om, at en carotenoid-holdig kost kan beskytte mod udviklingen af kræftsygdomme. Specielt tydelig er denne beskyttende indvirkning på udviklingen lungekræft: Jo færre carotenoider, der optages via kosten, og jo lavere blodets indhold af stofferne dermed er, jo mere stiger risikoen for at udvikle lungekræft.

Tomatspisere lever sundere. Spis friske tomater og mørkegrønne grønsager – de har ved forsøg vist sig at være endnu mere effektive end gulerødder eller endog ren betacaroten. Et højt indhold af ly­copen (lycopen er det primære carotenoid i tomater, rød grapefrugt og vandmelon) i blodet er også forbundet med en lavere risiko for at få en svulst i fordøjelseskanalen.

Flavonoider og fenolsyrer: Brombær, hindbær, pecannødder, te, valnødder, vindruer og citrusfrugter

En kop duftende Assam-te og dertil et par kiks med valnødder og rosiner eller måske, om somme­ren, en lille tallerken rødgrød – så lækkert kan man forestille sig et kræftforebyggende måltid!

Catechinerne (garvestofferne) i teen har i dyreforsøg vist sig at kunne bremse udviklingen af kræft: Tedrikkende mus udvikler betydeligt sjældnere hud-, mave- og lungekræft. Ved gæring bliver en del af catechinerne omdannet til det rødbrune stof teaflavin. Det er ganske vist pænt, men det har ikke den samme kræfthæmmende virkning som catechin. Derfor er grøn, ugæret te den mest effek­tive.

Valnødder og vindruer er gode ellaginsyre-leverandører. Med denne fenolsyre i foderet udviklede mus efter 10 uger betydeligt færre kræftsvulster i spiserøret målt i forhold til de forsøgsdyr, som ikke fik fenolsyre.

Og så er der citrusfrugterne! I et glas friskpresset grapefrugt- eller appelsinjuice er der – ud over C-vitaminer – også andre vigtige kræfthæmmende stoffer: Flavonoiderne tangeritin og naringin samt terpen, som er den, der giver den typiske citrusaroma. De har alle ved dyreforsøg udvist en kræft­hæmmende virkning.

Planteøstrogener: Økologiske bønner, boghvede, hørfrø, soja og fuldkorn

Planteøstrogenerne spiller en helt speciel rolle ved bekæmpelse af kræftsygdomme. De er specia­lister i alle svulster, der fremmes af østrogen – dvs. bryst-, livmoder- og prostatakræft.

Epidemiologiske undersøgelser efterlader ingen tvivl: I Japan, hvor man traditionelt spiser mange planteøstrogener i form af soja, er risikoen for bryst- og prostatakræft langt ringere end her hos os. I forsøg med mus er det lykkedes at forhindre udviklingen af brystkræft med 40-65 % ved at fodre dy­rene med soja. En lignende hæmmende virkning har hørfrø – den primære østrogenhæmmer i det europæiske køkken – allerede i små mængder.

Saponiner og enzymblokkere: Økologiske bønner, ærter, jordnødder, byg, havre, kar­tofler, kikærter, linser, majs, ris, rug, sojabønner, hvede

Enzymblokkere (enzyminhibitorer) og saponiner er sekundære plantestoffer, som findes i store mængder i basislevnedsmidler som korn, ris, majs og bønner. Naturris, fuldkornsbrød og bønner – disse madvarer er ikke kun den bedste garanti for en sund tarm på grund af deres høje fiberindhold, men også på grund af deres indhold af enzymblokkere og saponiner. Øverst på skamlen står soja­bønnerne med fem forskellige enzyminhibitorer.

Saponiner og enzymblokkere er ideelle phytokemikalier mod den frygtede tarmkræft, fordi deres ”hovedaktivitetsområde” er tarmen. Således har Syvendedagsadventister med deres korn- og bønne­rige kost (over 330 mg enzyminhibitorer pr. dag i forhold til de 30-50 mg, som en almindelig, vest­lig kost indeholder) kun halvt så stor risiko for at udvikle tarmkræft som befolkningen generelt. Og blandt de japanere, som traditionelt spiser store mængder soja, er der betydeligt færre tilfælde af al­le former for kræftsygdomme sammenlignet med de af deres landsmænd, som spiser en mere ”mo­derne” og vestlig kost.

Resultaterne af mange undersøgelser viser, at den vigtigste enzymblokker i sojabønnerne er den så­kaldte Bowman-Birk-faktor, som kan have en negativ indvirkning på udviklingen af mange kræft­sygdomme, bl.a. i spiserøret, mundhulen, lungerne og leveren. Saponiner kan ifølge dyrefor­søg specielt mindske risikoen for tyktarmskræft. Gennem en saponin-rig ernæring blev rot­ters celleformering i tyktarmen normaliseret – og det er netop en ukontrolleret af formering af disse celler, der udløser de kræftfremkaldende stoffer.

Fibre: Økologisk frugt og grønt, specielt æbler, avocadoer, dadler, figner, blåbær, bælg­frugter (bønner, linser, ærter), ribs, kål, gulerødder, rosiner, skorzonerrødder, søde kartofler og fuldkorn

Levnedsmidler med mange fibre er alfa og omega for en sund tarm! I løbet af de sidste 200 år er forbruget af fiberfattig mad steget til det femdobbelte, og fiberindtaget er faldet til under en fjerde­del. Det har følger: Antallet af tyktarmskræfttilfælde stiger hele tiden.

Mange forskningsmæssige resultater viser denne sammenhæng mellem fiberfattig kost og stignin­gen i antallet af tilfælde af tyktarmskræft, og undersøgelserne underbygger dermed fibrenes store sundhedsmæssige betydning. En metaanalyse af alle disse undersøgelser viser tydeligt, at man kan sænke risikoen for tyktarmskræft til ca. det halve ved at øge indtaget af fibre.

I øvrigt nytter det ikke noget at forsøge på at snyde! Risikoen mindskes ikke, fordi man spiser hve­deklid som den eneste form for fiber sammen med en i øvrigt fiberfattig kost. Den kost, der klarer sig bedst i alle disse undersøgelser, er en velafbalanceret kost, hvor fiberandelen ligger på mindst 30 g pr. dag.

I forbindelse med beskyttelse mod tarmkræft spiller stivelse en helt speciel rolle. Stivelse hører til fiberstofferne, da det normalt nedbrydes til sine bestanddele (glukose) i tyndtarmen. Men en ikke u­betydelig del af stivelsen undgår denne fordøjelse og dukker op i tyktarmen, sammen med fibrene. Denne stivelse, kaldet resistent stivelse, spiller en vigtig rolle ved kræftforebyggelsen. Den bliver fordøjet af levende bakterier i tyktarmen, og derved dannes kortkædede fedtsyrer, specielt smørsyre, som er gift for degenererede celler. En rig kilde til denne ufordøjelige stivelse er let umodne bana­ner og kogte, afkølede kartofler.

Læs også
Sekundære plantestoffer
Økologiske fødevarer har højere næringsværdi
Antioxidanter fra kosten kan måske medvirke til at forebygge kræft
Selen og kræftforebyggelse
Sollys nedsætter risikoen for kræft
Mættet fedt øger risikoen for kræft i bugspytkirtlen
Betacaroten modvirker hvide pletter i munden
Antioxidanter: De vigtigste af de mindre kendte

Kilder
Caragay A. Cancer-preventive foods and ingredients. Food Technology, 1992.
Carper J. Wundermedizin Nahrung. Düsseldorf, 1995.
Cassidy A. Biological effects of a soy-rich diet. American Journal of Clinical Nutrition.  60, 1994, s. 333.
Cohen L. Ernährung und Krebs. Spektrum der Wissenschaft, 1988.
Eaton SB. Paleolythic nutrition. New England Journal of Medicine, 312, 1985, s. 283.
Eichholzer M. Antioxidative Vitamine und Krebs – eine Übersicht. Akt. Ernährungsmed. 19, 1994, s. 2.
Franceschi S. Intake of macronutrients and risks of breast cancer. The Lancet, 347, 1996, s. 1351.
Huang et al. Food Phytochemicals for Cancer Prevention. ACS  Symposion, Washington, 1994.
Johns T. With bitter herbs you shall eat it. Tuscon, 1990.
Messina M. The role of soy products in reducing risk of cancer. Journal of the National Cancer Institute. 83, 1991, s. 541.
Nash M. Stopping cancer. Time, 1994.
Thompson L. Mammalian Lignan production from various foods. Nutrition and Cancer, 16, 1991, s. 43.
Watzl B, Leitzmann C. Bioaktive Substanzen in Lebensmitteln, Stuttgart, 1995.
Ziegler R. Vegetables, fruits and carotinoids and the risk of cancer. American Journal of Clinical Nutrition, 53, 1991, s. 251.