Prof. Ole G. Mouritsen mener, at vi skal spise mere tang, ja, faktisk et par gange om ugen. ”Tang er simpelthen en fødekilde, vi har glemt, for jeg er ret overbevist om, at vores forfædre spiste tang. Vi får i den vestlige verden alt for mange omega 6 umættede fedtsyrer fra fx sojabønner i forhold til omega 3 umættede fedtsyrer. Det er, fordi det er billigt og lettilgængeligt, og det har forskudt balancen”, har han tidligere udtalt.
Ole G. Mouritsen har i sin forskning beskæftiget sig med nogle fedtsyrer, der findes i tang, og som er yderst gavnlige for cellevæggene. De kan bl.a. påvirke hjernens modstandskraft mod psykisk sygdom. ”Der er rigtig god grund til at tro, at vores psyke påvirkes af det, vi spiser. Det karakteristiske i ændringen af vores kostmønster de sidste 100 år og specielt de sidste årtier er, at omega 3 er blevet vasket ud på bekostning af omega 6,” fortæller han.
Det betyder, at vi i dag formentlig spiser 10 gange mere omega 6 end omega 3, og det kan være en vigtig årsag til, at vi ser en enorm vækst i psykiske sygdomme i den vestlige verden. Fx forekommer depression otte gange så hyppigt i New Zealand som i Japan, hvor man spiser langt mere fisk og tang og dermed omega 3. Denne udvikling har store konsekvenser for de vestlige samfund. ”Omkostningerne ved at behandle nervebetingede sygdomme i Europa overstiger allerede nu alle infektionssygdomme tilsammen. Det er et gigantiske beløb, og det er i vækst”.
Professoren forudser, man vil komme til at beskæftige sig meget mere med tang som fødekilde. Det vil nemlig blive stadig vanskeligere at brødføde verdens befolkning med afgrøder fra landjorden. Derfor er det en oplagt mulighed at vende sig til tang og alger, der er både sunde og billige fødemidler.
Læs også
Blæretang – det bedste helsemiddel fra havet
Blæretang indeholder masser af antioxidanter
Tang er supermad!
Tang til slankekuren
Blæretang kan fremme udskillelse af tungmetaller
Alger – mikroskopiske organismer med masser af næring
Kilde
Jyllands-Posten, 27. juli 2009.