Er du på udkig efter et naturligt malariamiddel, så er det måske kinesisk malurt, du skal have fat i.
Artemisia annua har i århundreder været kendt for sine mavestyrkende egenskaber og har indgået i bittertonika, ofte sammen med andre urter (fx angelika, condurangobark, kinabark, myrra, tormentilrod). I den kinesiske folkemedicin har den været brugt ved feber hos børn, tarmluft, fordøjelsesforstyrrelser og nattesved. Forskere og danske medier har nu gjort opmærksom på, at Artemisia annua også har andre gavnlige egenskaber, og især er der en betydelig interesse for planten som et alternativ eller rettere supplement til de gængse malariamidler.
Malaria er en akut febersygdom forårsaget af forskellige parasitter. Sygdommen er almindelig i tropiske lande, især i Afrika. Symptomerne er langsomt stigende feber som ved influenza, akutte feberanfald med 1-3 dages mellemrum med kulderystelser, fulgt af tør varme og svedeture; desuden hovedpine, muskelsmerter, opkastninger, diarré og mavesmerter. Behandlingen af sygdommen revolutioneredes i 1500-tallet, da man opdagede, at barken af Cinchona var et effektivt malariamiddel. I 1834 lykkedes det at isolere kinin fra barken, et alkaloid, der blev det vigtigste våben i kampen mod sygdommen indtil 1930’erne, da man begyndte at fremstille syntetiske præparater. Det foretrukne middel er stadig det syntetiske præparat klorokin. Klorokin kan give kvalme, utilpashed, forbigående tågesyn og ved overdosering varige øjenskader. Ved akut overdosering er klorokin en farlig hjernegift. Et andet almindeligt middel er meflokin, der i visse tilfælde kan medføre diarré, kvalme, opkastninger, hovedpine, svimmelhed, forstyrret rumopfattelse, natlige mareridt mm.
Jagten på nye malariamidler
Efter i starten at være blevet brugt med succes viste det sig imidlertid, at mange malariaparasitter udviklede resistens over for klorokin. Samtidig udviklede Anopheles-myggen (“malariamyggen”) resistens over for DDT.
I 1967 gik den kinesiske regering i gang med en systematisk undersøgelse af traditionelle lægeplanter som mulige alternativer. En af disse planter var Artemisia annua, i Kina kaldt “quinghao”. I den kinesiske litteratur nævnes et dekokt af planten som et middel mod forkølelse, feber, malaria, unormale hede- og kuldeanfald. Den tidligste beretning om anvendelsen af quinhao stammer fra år 168 f. Kr., hvori den anbefales mod hæmorider. I “Zhon Hon Bei Ji Jang” (Håndbog over præparater til behandling i nødssituationer), skrevet 340 e. Kr. af Ge Hong, findes den for første gang omtalt som et febermiddel til børn og voksne.
Dietylæterekstrakt af planten gav opmuntrende resultater hos mus, der var blevet inficeret med malariaparasitten Plasmodium berghei. De kinesiske videnskabsfolk kaldte den krystallinske bestanddel “qinghaosu” (QHS). Det internationalt accepterede navn er artemisinin. Som bestanddel er den hverken et amin eller et alkaloid, men et terpenoid. Artemisinin-indholdet i planten svinger mellem 0,01 og 0,5 %.
Kemisk sammensætning
Bortset fra artemisinin er følgende terpener og beslægtede bestanddele blevet isoleret fra Artemisia annua: Arteanniun A, B og C, artemisininsyre, artemisiten, artemisia keton, benzyl isovalerat, borneol acetet, cardinen, camphen, kamfer, b -caryphyllen, 1,8-cineol, cumarin, cuminal, b-farnesen, hydroarteannuin, 1-b -pinen, scopoletin, scopolia og stigmasterol, 5,4′-dihydroxy-3,6,7,3′-tetramethoxyflavon, artemitin, 5-nonadecylresorcinol 3-O-metylæter og dihydroepideoxyartemisinin B. Alle dele af urten indeholder olie, men indholdet er højst i blomsterstanden.
Undersøgelser
In vitro undersøgelser
De kinesiske forskeres tidlige undersøgelser påviste, at artemisinin, artemether og natrium artesunat har en stærk blodskizontocidal virkning over for to klorokin-resistente isolater fra P. falciparum, idet artesunat var stærkest. Senere blev det påvist, at styrken af artemisinin kunne sammenlignes med meflokin over for Camp- (klorokin-påvirkelige) og Vietnam Smith- (kolokin-resistente) stammer af P. falciparum. Milhous et al sammenlignede virkningen af artemisinin og dets derivater over for et antal medikament-resistente kloner og isolater fra P. falciparum in vitro. De fandt ud af, at både artemether og arteether var 2-3 gange mere virksomme end artesiminin over for både Sierra Leone medikament-sensitive D6 og Indokina W2 medikament-resistente kloner. Dihydro-artemisinin var den mest effektive af alle testede bestanddele. Forskerne formodede også, at der ikke er nogen krydsresistens mellem artemisinin og klorokin eller sulfadoxin/pyrimethamin.
In vivo undersøgelser med dyr
Tidlige undersøgelser viste, at oral ordinering af artemisinin til mus, der var inficeret med P. berghei, i en dosis på 50 mg/kg dagligt i tre dage i løbet af det erytrocytiske stadium, fjernede parasitterne fra blodet. Den gennemsnitlige, effektive dosis (ED50) var 138,8 mg/kg. I en senere undersøgelse viste kinesiske forskere, at en olieopslæmning med artemisinin, givet intramuskulært, var lige så effektiv som klorokin over for parasitter, der kan behandles med dette medikament. Artemisinin bevarer sin virkning over for stammer af P. Berghei, der er højst resistente over for et bredt spektrum af andre antimalariamidler.
Vekselvirkning mellem artemisinin og andre antimalaria præparater
Artemisinin og meflokin opviste en betydelig potensering, når de brugtes sammen, in vivo mod P. Berghei, og in vitro mod P. falciparum. Der blev også observeret en markant potensering af virkningen af artemisinin over for N-stammer af P. Berghei sammen med tetracyclin og spiramycin og sammen med primakin over for en primakin-resistent stamme. Virkningen af artemisinin øges også markant af bestemte methoxylerede flavoner, der findes i Artemisia annua, som fx casticin.
Virkemekanismer
Elektronmikroskopiske undersøgelser viser, at Artemisia annua virker ved at ødelægge parasitternes membraner. Forskerne mener endvidere, at artemisinin blokerer proteinsyntesen hos parasitterne.
Toxicitet
Artemisinin, artemether og natrium artesunat opviser bemærkelsesværdige høje LD50-værdier sammenlignet med klorokin (LD = Lethal Dose/dødelig dosis, LD50-værdien viser, hvor mange mg af en substans der skal til for at dræbe 50 % af en gruppe mus – jo højere LD50-værdien er, jo sikrere er altså produktet). LD50-værdien (mg/kg KG mus) er oralt 5105 og i. p. 1558. Desuden har der været iagttaget ingen eller meget milde bivirkninger i de forskellige undersøgelser.
Konklusion
Malaria er stadig den mest alvorlige tropesygdom og er ikke i aftagende. Klinisk registreres der hvert år ca. 100 millioner tilfælde. En af de vigtigste årsager til denne situation er, at P. falciparum har udviklet resistens over for de gængse medikamenter. Artemisinin har en helt anden kemisk struktur end andre malariamidler, virkemekanismen er en anden, og virkningen er hurtigere end med andre midler. Indholdet af artemisinin mindsker til halvdelen på blot nogle få timer, hvilket gør det svært for parasitten at udvikle resistens; i sammenligning har kinin en halveringstid på 2-3 uger. En anden vigtig grund til at interessere sig for artemisinin er, at det er meget effektivt ved hjernemalaria, som der ellers ikke findes noget virksomt middel imod.
Kinesisk Malurt kapsler
Kinesisk Malurt kapsler bruges sammen med andre antimalaria-præparater og reducerer risikoen for at udvikle malaria og medvirker til at fremskynde helbredelsesprocessen. Det er et vigtigt supplerende middel i beskyttelsen mod parasitter, der er resistente over for de gængse medikamenter. Præparatet bruges forebyggende (2 kapsler 3 gange dagligt). Er man ramt af sygdommen, kan kapslerne indgå som et supplement.
Læs også
Kinesisk malurt giver fuld sundhedsværdi
Kinesisk malurt med artemisinin – kliniske resultater
Kinesisk malurt kan behandle ukomplicerede malariatilfælde
Artemisinin: Malariamyggens overmand
Artemisinin – et stof udretter mirakler
Naturmedicin med en kemikers øjne
Er DDT kræftfremkaldende?
Kilder
Li Shin-Chen et al: Chinese Medical Herbs, 1983.
Chang HM: Pharmacology and Applications og Chinese Materia Medica, 1986.
Tang W, Eisenbrand G: Chinese Drugs of Plant Origin, 1992.
Stöger EA: Arzneibuch der chinesischen Medizin, 1991.
