Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Urtevisdom igennem århundreder

Læs om hvordan man i bruger urter:
Hippokrates, Aristoteles og Galen, for kun at nævne nogle få, arbejdede med planter og skrev deres erfaringer ned for eftertiden. I den tidlige middelalder var det araberne, der angav tonen. Den kriste Europa blev omsider frit fra antikkens lænker, og fra Karl den Stores tid blev der grundlagt gode klosterskoler, hvor man dyrkede helseplanter.

En af de tidligste planer for anlæggelsen af en klosterhave stammer fra klostret Sant Gallen (ca. 820). Hildegard von Bingen (1179) efterlod sin "Physica", hvori vi finder meget af den viden, man dengang havde om planters nytte og anvendelse. Der fandtes næppe en plante, der ikke blev brugt for eller imod noget. Troen spillede en stor rolle, og den kristne kunst forlenede mange planter med symbolkarakter. F.eks. blev efeu et symbol på uforgængelighed, kærlighed og tro, ceder på udødelighed, og tidslen var et sindbillede på jordiske smerter.

I det 14. århundrede opstod de første universiteter. Den tids læge var samtidig botaniker, og urtevisdommen var grundlaget for hans behandlingsmuligheder. Paracelsus (1541) har en stor del af æren for udviklingen af urtelæren. Han afviste planter fra fremmede himmelstrøg og sagde: "Alle enge og græsgange, alle bjerge og bakker er apoteker". Carl von Linné (1707-1778) klassificerede  planterne og udviklede den endnu i dag gældende nomenklatur.

For at komme frem til de aktive indholdsstoffer, må planterne underkastes en særlig bearbejdning. Dette sker bedst ved hjælp af forskellige opløsningsmidler, der trækker bestanddelene ud af cellerne.

Vandudtræk
Man kan sondre mellem vand- og alkoholudtræk. De første er teer. Da teer kan fremstilles af mange forskellige planter og plantedele, og indholdsstofferne, som man kan betjene sig af, lader sig opløse på forskellige måder, sondrer man mellem tre slags vandudtræk: dekokt, infus og macerat.

Dekokter - afkog
Mange dele af drogerne, som rødder, bark og ved (f.eks. baldrian-, ege- og lakridsrod), kan kun udnyttes efter længere tids kogning. Her taler man om et dekokt. Drogen kommes i vand, der er over 100 grader C og holdes under omrøring 30 minutter ved denne temperatur. Derpå bliver der koleret varmt. Herved forstår man en filtrering gennem et stykke gaze eller andet klæde. Dette udpresses efterfølgende let. Hvis mængden af afkoget ikke er nok, så overhældes den tilbageværende droge med kogende vand og udpresses, indtil man har fået den ønskede mængde.

Infus - udtræk
 
Her bliver drogen æltet med håndvarmt vand i forholdet 1:3-5 og står i 15 min. Derpå overhældes blandingen med kogende vand og står i vandbadet under omrøring ved 90 grader i 5 min. Efterfølgende står det tildækket til fuldstændig afkøling og siet. Får man ikke den ønskede mængde, suppleres op med koldt vand.

Gennem et udtræk udvindes indholdsstoffer, der har brug for en længere ekstraktionstid, men er for labile til at kunne udsættes for en halv times kogning. Eksempler herpå er melisse- og pebermynteblade.

Macerater - kolde udtræk
Ved temperaturfølsomme eller let opløselige stoffer som f.eks. hør eller islandsk mos anbefales en maceration. Drogen overhældes med håndvarmt vand og står under lejlighedsvis omrøring 30 min. Derefter sies. Denne metode bruges også, når drogen indeholder flere stoffer, og man ikke ønsker at få de stoffer med, der kun kan udtrækkes med varmt vand. Dette gælder f.eks. melbærris og mistel. 


Health News 1999

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012