Hippokrates, Aristoteles og Galen, for kun at nævne nogle få, arbejdede med planter (droger) og skrev deres erfaringer ned for eftertiden – bl.a. hvordan man laver og anvender vandudtræk af forskellige planter.
I den tidlige middelalder var det araberne, der angav tonen. Det kristne Europa blev omsider frit fra antikkens lænker, og fra Karl den Stores tid blev der grundlagt gode klosterskoler, hvor man dyrkede helseplanter.
En af de tidligste planer for anlæggelsen af en klosterhave stammer fra klostret Sant Gallen (ca. 820). Hildegard von Bingen (1179) efterlod sin “Physica”, hvori vi finder meget af den viden, man dengang havde om planters nytte og anvendelse. Der fandtes næppe en plante, der ikke blev brugt for eller imod noget. Troen spillede en stor rolle, og den kristne kunst forlenede mange planter med symbolkarakter. Fx blev efeu et symbol på uforgængelighed, kærlighed og tro, ceder på udødelighed, og tidslen var et sindbillede på jordiske smerter.
I det 14. århundrede opstod de første universiteter. Den tids læge var samtidig botaniker, og urtevisdommen var grundlaget for hans behandlingsmuligheder. Paracelsus (1541) har en stor del af æren for udviklingen af urtelæren. Han afviste planter fra fremmede himmelstrøg og sagde: “Alle enge og græsgange, alle bjerge og bakker er apoteker”. Carl von Linné (1707-1778) klassificerede planterne og udviklede den endnu i dag gældende nomenklatur.
For at komme frem til de aktive indholdsstoffer, må planterne underkastes en særlig bearbejdning. Dette sker bedst ved hjælp af forskellige opløsningsmidler, der trækker bestanddelene ud af cellerne.
Vandudtræk af droger
Man kan sondre mellem vand- og alkoholudtræk. De første er teer. Da teer kan fremstilles af mange forskellige planter og plantedele, og indholdsstofferne, som man kan betjene sig af, lader sig opløse på forskellige måder, sondrer man mellem tre slags vandudtræk: dekokt, infus og macerat.
Dekokt (afkog)
Mange dele af drogerne (fx rødder, bark og ved) kan kun udnyttes efter længere tids kogning. Her taler man om et dekokt. Drogen kommes i vand, der er over 100 grader C og holdes under omrøring 30 minutter ved denne temperatur. Derpå bliver der koleret varmt. Herved forstår man en filtrering gennem et stykke gaze eller andet klæde. Dette udpresses efterfølgende let. Hvis mængden af afkoget ikke er nok, så overhældes den tilbageværende droge med kogende vand og udpresses, indtil man har fået den ønskede mængde.
Infus (udtræk)
Her bliver drogen æltet med håndvarmt vand i forholdet 1:3-5 og står i 15 min. Derpå overhældes blandingen med kogende vand og står i vandbadet under omrøring ved 90 grader i 5 min. Efterfølgende står det tildækket til fuldstændig afkøling og siet. Får man ikke den ønskede mængde, suppleres op med koldt vand.
Gennem et udtræk udvindes indholdsstoffer, der har brug for en længere ekstraktionstid, men er for labile til at kunne udsættes for en halv times kogning. Eksempler herpå er melisse- og pebermynteblade.
Macerat (koldt udtræk)
Ved temperaturfølsomme eller let opløselige stoffer som fx hør eller islandsk mos anbefales en maceration. Drogen overhældes med håndvarmt vand og står under lejlighedsvis omrøring 30 min. Derefter sies. Denne metode bruges også, når drogen indeholder flere stoffer, og man ikke ønsker at få de stoffer med, der kun kan udtrækkes med varmt vand. Dette gælder fx melbærris og mistel.
Læs også
Anvendelse af urter: Afkog og teudtræk
Naturterapi: Boost dit helbred med kræfter fra naturen
V. J. Brøndegaard: Traditionel anvendelse af urter i Rusland
Base-te – de bedste basiske urter i en skøn blanding
Skønne urteteer til nydelse og gavn
Tedrikkeres hjerner er mere velstrukturerede
Ammete booster mælkeproduktionen
Longevity: Hvis du vil have et langt liv, skal du drikke grøn te
Spar på vandet – også når du sammensætter menuen!
