Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Hørfrø - hele og knuste: vejen til sundhed

Latinsk navn: Linum usitatissimum
Farmakopé-navn: Lini semen
Andre navne: Hørfrø, linfrø

Oversigt
Hør er en etårig plante, som menes at stamme fra Egypten. Den er blevet dyrket verden over gennem så mange århundreder, at dens geografiske oprindelse fortaber sig i det uvisse.

De hørfrø, der sælges i Europa, kommer fra Argentina, Marokko, Tyrkiet, Indien og flere andre lande. De frø, der anvendes i den kinesiske medicin, produceres primært i Indre Mongoliet og provinserne Heilongjiang, Liaoning og Jilin, mens den indiske medicin i stor udstrækning er baseret på hørfrø, der er dyrket i landet, primært i provinserne Bengalen og Bihar og Unionsterritorierne.

Hørfrø er en af de planter, der længst er dyrket over hele verden. Man har fundet hørfrø og tøj vævet af hør i ægyptiske gravkamre, og Bibelen nævner i 2. Mosebog, kap. 28, at de jødiske ypperstepræster bar tøj, der var fremstillet af hør.

Vore dages behandlingsmæssige brug af hørplanten i både Asien, Europa og Nordamerika kan spores tilbage til den gamle romerske medicin og formentlig også tilbage til de gamle grækere og egyptere. Plinius den Ældre (ca. 23-79 e. Kr.) opremser 30 medikamenter, der alle er baseret på hørfrø, bl.a. oral indtagelse som et mildt afførende stof og topisk anvendelse som omslag mod lokale betændelsestilstande.

I kinesiske farmakopeer angives hørfrø stadig officielt som et middel mod forstoppelse og tør, kløende hud. I den ayurvediske medicin anerkendes hørfrø specifikt til udvortes brug som omslag mod bylder og indvortes som et lindrende og afførende middel. Hørfrø-omslag anvendes mod betændelsestilstande, bylder og smertelindring i traditionel amerikansk medicin og som et blødgørende stof i moderne veterinærmedicin.

I Tyskland anvendes hørfrøene oftest som afførende middel - enten hele eller friskknuste sammen med vand. Desuden kan man tilberede opslæmninger til brug ved lindring. Udvortes anvendes hørfrø som et fugtigt-varmt kataplasma, kompres eller omslag til at mindske inflammationstilstande. I USA anvendes hørfrøene til samme formål, men amerikanske forbrugere tilsætter oftere frøene som en ingrediens i en sund kost eller som et nutraceutisk produkt (f.eks. i bagværk, brød, chokoladebarer, morgenmadsprodukter osv.).

De moderne anvendelsesområder er understøttet af hørfrøets flere tusind år lange historie med klinisk anvendelse i veletablerede, traditionelle medicinske retninger, af reagensglas- og dyreforsøg, undersøgelser af næringssammensætning og kostmæssig værdi samt adskillige kliniske forsøg på mennesker.

Nye kliniske forsøg tyder på, hørfrøet har et betydeligt potentiale ud over de nuværende, veldokumenterede anvendelsesområder. Forsøg med hørfrø-præparater har vist, at frøet

  • virker kræfthæmmende
  • er i stand til at behandle lupus nephritis (en nyresygdom)
  • reducerer risikoen for åreforkalkning hos personer med et forøget fedtindhold i blodet og forbedrer karfunktionen hos svært overvægtige,
  • positivt påvirker blodpladernes sammensætning og funktion
  • medvirker til at sikre et godt helbred.

Tre dyreforsøg har vist, at tilsætning af hørfrø til kosten kan reducere antallet af kræftsvulster hos rotter.

  • I det første forsøg fik forsøgsdyrene 5 eller 10% hørfrømel som et tilskud til en kost med et højt fedtindhold, og forskerne kunne påvise en reduktion af brystvævet i epithelcellerne og i omfan- get af celleforandringer (59-66%).
  • I det andet forsøg fik forsøgsdyrene indsprøjtet et kræftfremkaldende stof (7, 12-dimetylbenz(a)anthracen), inden de fik en fedtholdig kost blandet med 5% hørfrømel. Størrelsen på kræftsvulsterne blev reduceret med 67%.
  • I det tredje forsøg gav man en enkelt indsprøjtning med det kræftfremkaldende stof azoxymetan og en kost med 5 og 10% hørfrømel - og her kunne man iagttage en 50% reduktion i antallet af tilfælde af tyktarmskræft.

Den forebyggende virkning skyldes tilsyneladende hørfrøets høje indhold af lignaner. Også andre videnskabelige forsøg har undersøgt virkningen af lignaner (secoisolariciresinol diglucoside) på svulstvæksten.

Fra et mindre, foreløbige forsøg rapporteres, at tilskud af hørfrø måske kan bremse udviklingen af nyresygdom i forbindelse med lupus. Ni patienter med lupus nephritis blev rekrutteret til forsøget, og heraf gennemførte de otte.

Efter at have foretaget målinger ved forsøgets start gav forskerne deltagerne 15,30 og 45 g hørfrø om dagen med fire ugers intervaller efterfulgt af en fem ugers udvaskningsperiode. Man målte derefter overholdelse af forsøgsprogrammet, sygdomsaktivitet, blodtryk, fedtindhold i plasma, rheologi (elasticitet, plasticitet og viskositet), blodpladesammenklumpning fremkaldt af blodpladeaktiverende faktorer, nyrefunktion og serum-immunologi.

Dosen på 30 gram hørfrø fungerede bedst - her kunne man konstatere en statistisk signifikant reduktion i blodets samlede kolesterolindhold og indholdet af LDL-kolesterol samt blodets viskositet. Alle deltagere kunne tåle de 30 gram dagligt, og man fastslog, at denne dosis havde en gavnlig indvirkning på nyrefunktionen samt på de inflammatoriske og åreforkalkningsfremmende mekanismer, der er på spil ved udviklingen af lupus nephritis.

Ved et forsøg med tre måneders fodring undersøgte forskerne, om man kunne reducere risikoen for åreforkalkning ved at give tilskud af hørfrø. Forskerne iagttog virkningen af et hørfrøtilskud bestående af tre skiver brød med hørfrø og 15 g knust hørfrø på serumindholdet af fedtstoffer hos 15 personer med øget fedtindhold som følge af lang tids indtagelse af E-vitamin (800 I.E. pr. dag).

Det samlede kolesterolindhold og LDL-indholdet i serum ændrede sig ikke under indtagelsen af hørfrø. Blodpladesammenklumpning stimuleret af thrombin blev mindsket ved indtagelse af tilskuddet. Omfanget af iltningen af serumfedtstofferne faldt signifikant i løbet af udvaskningsperioden.

Et andet forsøg analyserede næringsværdier hos mennesker, der spiser hørfrø med et højt indhold af alfa-linolensyre. Raske kvinder indtog testmåltider indeholdende 50 g knust, rå hørfrø om dagen i fire uger, hvilket udgjorde 12-13% af energiindtaget (24-25 g pr. 100 g samlet fedt).

Forskerne konkluderede, at op mod 50 g hørfrø med et højt indhold af alfa-linolensyre er acceptabelt, sikkert og formentlig sundhedsfremmende hos mennesker, fordi det øger indholdet af langkædede omega-3 fedtsyrer i plasma og erythrocytter og mindsker glucosereaktionen efter et måltid. Hørfrøtilskuddet var desuden i stand til at sænke det samlede serumindhold af kolesterol med 9% og indholdet af LDL-kolesterol med 18%.

Hørfrø er for nuværende ikke defineret i forhold til farmakopé-værdier på basis af en specifik kemisk sammensætning, men derimod på basis af en række identitets- og kvalitetsprøver, bl.a. organoleptisk vurdering, makroskopisk og mikroskopisk autenticering og en række kvantitative standarder. Som eksempel kan nævnes, at hørfrøets svulmeindeks ikke må ligge under 4 for hele frøet og 4,5 for det pulveriserede frø.

Beskrivelse
Hørfrø består af det tørrede, modne frø af en række variationer af Linum usitatissium L. [af hørfamilien] samt præparater i effektive doseringer. De dyrkede varieteter Vav. og Ell. kan også anvendes til de indikationer, der er omtalt i denne monograf. Frøene indeholder: Fibre (hemicellulose, cellulose og lignin), fedtholdige olier med 52-76% linolensyreestere, albumin, linustatin og linamarin.

Kemi og farmakologi
Hørfrø indeholder:

  • faste olier (30-45%)
  • triglycerider i form af linolen-, linol-, olein-, stearin-, palmitin- og myristinsyre
  • proteiner (20-25%)
  • planteslim (3-10%), sammensat af neutrale og syreholdige polysakkarider, som efter hydrolyse giver: galaktose (8-10%), arabinose (9-12%), rhamnose (13-29%), xylose (25-27%) og galakturon- og mannuron-syre (ca. 30%)
  • steroler og triterpener (kolesterol, campesterol, stigmasterol og sitosterol)
  • cyanogene glycosider (0,1-1,5%), primært linustatin og neolinustatin
  • monoglycosiderne linamarin og lotaustralin
  • secoisolariciresinol glycosid (et forstadie til lignaner hos pattedyr).

Kommission E har rapporteret om en af førende virkning, som skyldes volumenforøgelsen og den deraf følgende igangsætning af tarmperistaltikken på grund af strækreflekser. Man har desuden observeret en beskyttende indvirkning på slimlaget på grund af hørfrøets evne til at lægge sig på tarmvæggens overflade.

British Herbal Pharmacopoeia skriver, at hørfrøet virker som et afføringsdannende laksativ og lindrende middel. En reduktion i transittiden og en forøgelse af afføringens vægt hos patienter, der lider af forstoppelse, er blevet påvist ved to multicenterforsøg. Hørfrøet binder sig til vand og svulmer op, så der dannes en lindrende gel i tarmen, hvorved afføringen blødgøres, og dens volumen bliver forøget.

I en nyligt offentliggjort metaanalyse af en række kliniske forsøg angiver forskerne hørfrøets store indhold af alfa-linolensyre, en essentiel fedtsyre, og lignanstoffet secoisolariciresinol diglucoside (SDG) som værende kræfthæmmende og sundhedsfremmende i forbindelse med behandling af systemisk lupus erythematosis (SLE), hyperlipidæmi (forøget mængde fedtstof i blodet) og muligvis også malaria og slidgigt.

Hørfrø indeholder mere (mellem 75 og 800 gange så meget) af det sundhedsfremmende plantestof SDG sammenlignet med andre fødevarekilder.

Anvendelsesområder
Kommission E har godkendt hørfrø til indvortes brug mod forstoppelse, ved problemer med en tyktarm, der er ødelagt af misbrug af afføringsmidler, irritabel tyktarm, udposninger på tarmene og som slimdanner ved mavekatar og tarmkatar. Til udvortes brug er hørfrøet godkendt til omslag ved lokale betændelsestilstande.

Ifølge ESCOP kan hørfrø anvendes indvortes mod forstoppelse, irritabel tyktarm, udposninger og til symptomatisk, kortvarig behandling af mavekatar og tarmkatar og udvortes mod smertende hudbetændelser.

German Standard License for hele eller friskknuste hørfrø betegner frøet som afføringsmiddel til behandling af forstoppelse og funktionelle tarmproblemer (irritabel tyktarm) og som et lindrende middel, der kan medvirke til behandling af betændelsestilstande i mave-/tarmsystemet.

Merck Index omtaler udvortes brug som blødgørende middel. Frøets slimindhold gør, at man kan anvende det på samme måde som loppefrø - dvs. som yderligere behandling af smerter i forbindelse med tyktarmsbetændelse med kramper.

Populært anvendes hørfrø inden for urtemedicinen mod hoste, ondt i halsen, åreforkalkning og slidgigt og udvortes mod bylder, sår og - blandet med gule sennepsfrø - som et omslag ved brystsygdomme.

Kontraindikationer
Tarmslyng (uanset hvordan sygdommen er opstået).

Bivirkninger
Hvis anvisningerne overholdes - og det gælder specielt indtagelsen af tilstrækkelige mængder væske sammen med hørfrøene (1:10) - er der ingen kendte bivirkninger.

Anvendelse under graviditet og amning
Ingen kendte begrænsninger.

Interaktion med medicinske præparater

Som det gælder for alle slimdannende stoffer, kan optagelsen af andre medicinske præparater blive påvirket i negativ retning.

Dosering og indgivelse
Indvortes
Medmindre andet er angivet: Som frø og som knækkede eller groftknuste frø, hvor kun den yderste skal og slimhindedannende epidermis beskadiges; som hørfrøopslæmmet drik (vælling) og i sammensatte lægemidler.

Knækkede eller hele frø: 1 spsk. hele eller 'knækkede' frø ( knuste) med 150 ml væske 2-3 gange pr. dag (1 spsk. = 10 g frø).

Slimdannende vælling: Sæt 2-3 spsk. knuste hørfrø i 200-300 ml vand og si efter 30 minutter.

Udvortes
Medmindre andet er angivet: Som hørfrømel eller presset hørfrø.

Kataplasma: En halvfast pasta indeholdende 30-50 g hørfrømel til et fugtigt-varmt omslag direkte på huden - omslaget anvendes som irritationshæmmer, der trækker blod til hudoverfladen for at fjerne dybtliggende inflammationstilstande. Bemærk: Hørfrømel blandes traditionelt med sennepsfrøpulver til dette formål.

Kompres eller varmt omslag: Gennemvæd et klæde med en varm, halvfast opløsning indeholdende 30-50 g hørfrømel. Fold klædet og læg det fast på som et fugtigt-varmt omslag direkte på huden til lindring af smerte eller betændelse.

Referencer:
Allman, M.A., M.M. Pena, D. Fang. 1995. Supplementation with flaxseed oil versus sunflowerseed oil in healthy young men consuming a low fat diet: effects on platelet composition and function. Eur J Clin Nutr 49(3):169-178. Bierenbaum, M.L., R. Reichstein, T.R. Watkins. 1993. Reducing atherogenic risk in hyperlipemic humans with flax seed supplementation: a preliminary report. J Am Coll Nutr 12(5):501-504.
Bown, D. 1995. Encyclopedia of Herbs and Their Uses. New York: DK Publishing, Inc. 304. British Herbal Pharmacopoeia (BHP). 1996. Exeter, U.K.: British Herbal Medicine Association. Bruneton, J. 1995. Pharmacognosy, Phytochemistry, Medicinal Plants. Paris: Lavoisier Publishing.
Budavari, S. (ed.). 1996. The Merck lndex: An Encyclopedia of Chemicals, Drugs, and Biologicals, 12. udgave. Whitehouse Station, N.J.: Merck & Co, Inc.
Carlson, C. 1998. The Benefits of Flax. Herbs for Health Sept/Okt:63-65.
Clark, W.F. et al. 1995. Flaxseed: A potential treatment of lupus nephritis. Kidney Int 48(2):475-480.
Cunnane, S.C. et al. 1993. High alpha-linolenic acid flaxseed (Linum usitatissimum): some nutritional properties in humans. Br J Nutr 69(2):443-453.
ESCOP. 1997. "Lini semen." Monographs on the Medicinal Uses of Plant Drugs. Exeter, U.K.: European Scientific Cooperative on Phytotherapy.
Europäisches Arzneibuch, 3. udgave. (Ph.Eur .3). 1997. Stuttgart: Deutscher Apotheker Verlag.
Grieve, M. 1979. A Modern Herbal. New York: Dover Publications, Inc.
Haggerty, W. 1999. Flax: Ancient Herb and Modern Medicine. Herbal Gram 45:51-56.
Kapoor, L.D. 1990. Handbook of Ayurvedic Medicinal Plants. Boca Raton: CRC Press. 217.
Karnick, C.R. 1994. Pharmacopoeial Standards of Herbal Plants, Bind 1-2. Delhi: Sri Satguru Publications. Bind 1:228-229; Bind 2:55.
Nadkarni, K.M. 1976. Indian Materia Medica. Bombay: Popular Prakashan. 743-746.
Nestel, P.J. et al. 1997. Arterial compliance in obese subjects is improved with dietary plant n-3 fatty acid from flaxseed oil despite increased LDL oxidizability. Arterioscler Thromb Vasc Biol 17(6):1163-1170. Ph.Eur.3. Se Europäisches Arzneibuch.
Pharmacopee Francaise Xe Édition (Ph.Fr.X.). 1983-1990. Moulins-les-Metz: Maisonneuve S.A. Serraino, M. and L.U. Thompson. 1991. The effect of flaxseed supplementation on early risk markers for mammary carcinogenesis. Cancer Lett 60(2):135-142.
Serraino, M. and L. U. Thompson. 1992a. The effect of flaxseed supplementation on the initiation and promotional stages of mammary tumorigenesis. Nutr Cancer 17(2):153-159.
Serraino, M. and L.U. Thompson. 1992b. Flaxseed supplementation and early markers of colon carcinogenesis. Cancer Lett 63(2):159-165.
Taber, C.W. 1962. Taber's Cyclopedic Medical Dictionary, 9. udgave. Philadelphia: F.A. Davis Company. F-21.
Tu, G. (ed.). 1992. Pharmacopoeia of the People's Republic of China (Engelsk udgave 1992). Beijing: Guangdong Science and Technology Press.
Wichtl, M. and N.G. Bisset (eds.). 1994. Herbal Drugs and Phytopharmaceuticals. Stuttgart: Medpharm Scientific Publishers.
Yen, K. Y. 1992. The Illustrated Chinese Materia Medica-Crude and Prepared. Taipei: SMC Publishing, Inc. 174.

Yderligere referencer:
Cunnane, S.C. et al. 1995. Nutritional attributes of traditional flaxseed in healthy young adults. Am J Clin Nutr 61(1):62-68.
Gilman, A.G., T.W. Rall, A.S. Nies, P. Taylor (eds.). 1990. The Pharmacological Basis of Therapeutics. New York: Pergamon Press. 915-918.
Jenab, M. and L.U. Thompson. 1996. The influence of flaxseed and lignans on colon carcinogenesis and beta-glucuronidase activity. Carcinogenesis 17(6):1343-1348.
Jens, R., R. Nitsch-Fitz, H. Wutzl, H. Maruna. 1981. Ergebnisse einer Praxisstudie mit einer Leinsamen-Kombination zur Behebung der chronischen Obstipation bei 114 Patienten aus dem Raum Wien. Der Praktische Arzt 35:80.
Kurth, W. 1976. Therapeutische Wirksamkeit, Vertraglichkeit und Akzeptabilität von Linusit in der Praxis. Der Kassenarzt 16:3546.
McGuffin, M., C. Hobbs, R. Upton, A. Goldberg. 1997. American Herbal Product Association's Botanical Safety Handbook. Boca Raton: CRC Press.
Obermeyer, W.R., C. Warner, R.E. Casey, S.M. Musser. 1993. Flaxseed lignans. Isolation, metabolism and biological effects (Abstract 4985). Experimental Biol 93.
Obermeyer, W.R. et al. 1995. Chemical studies of phytoestrogens and related compounds in dietary supplements: flax and chaparral (43824). Proc Soc Exp Biol Med 208(1):6-12.
Reynolds, J.E.F. (ed.). 1993. Martindale: The Extra Pharmacopoeia, 30. udgave. London: The Pharmaceutical Press. 886.
Schilcher, H. 1979. Zyanidvergiftung durch Leinssamen? Dtsch Ärtzteblatt 76:955-956.
Schilcher, H. and A. NissIer. 1980. Pflanzliche Öle - ihre Analytik und diatetische Verwendung. Phys Med u Reh 21:141-156.
Schilcher, H, V. Schulz, A. NissIer. 1986. Zur Wirksamkeit und Toxikologie von Semen Lini. Z Phytotherapie 7: 113-117.
Schilcher, H. and M. Wilkens-Sauter. 1986. Quantitative Bestimmung cyanogener Glykoside in Linum usitatissimum mit Hilfe der HPLC. Fette Seifen Anstrichmittel 88:287-290.
Steinegger, E. and R. Hänsel. 1988. Lehrbuch der Pharmakognosie und Phytopharmazie, 4. udgave. Berlin-Heidelberg: Springer Verlag.128-129.
Thompson, L.U., P. Robb, M. Serraino, F. Cheung. 1991. Mammalian lignan production from various foods. Nutr Cancer 16(1):43-52.
Thompson, L.U. et al. 1996. Flaxseed and its lignan and oil components reduce mammary tumor growth at a late stage of carcinogenesis. Carcinogenesis 17(6):1373-1376.
Trease, G.E. and W.C. Evans. 1989. Trease and Evans' Pharmacognosy, 13. udgave. London; Philadelphia: Baillière Tindall. 336.
Wagner, H., W. Budweg, M.A. Iyengar, O. Volk, M. Sinn. 1972. Linosid A und B, zwei neue flavon-C-glykoside aus Linum maritimum, Z Naturforsch B 27(7):809-812.
Wagner, H. 1980. Pharmazeutische Biologie, Vol. 2. Drogen und ihre Inhaltsstoffe. Stuttgart-New York: Gustav Fischer. 261-262.
Weiss, R.F. 1991. Lehrbuch der Phytotherapie, 7. udgave. Stuttgart: Hippokrates.131-133.
Weiss, S.G., M. Tin-Wa, R.E. Perdue, N.R. Farnsworth. 1975. Potential anticancer agents II: antitumor and cytotoxic lignans from Linum album (Linaceae). J Pharm Sci 64(1):95-98.
Willuhn, G. 1989. Teedrogen, 2. udgave. Stuttgart: Wissenschaftliche Verlagsgesellschaft. 306- 308.
Yan, L., J.A. Yee, D. Li, M.H. McGuire, L.U. Thompson. 1998. Dietary flaxseed supplementation and experimental metastasis of melanoma cells in mice. Cancer Lett 124(2): 181-186.

Denne monograf er udarbejdet på basis af The Complete German Commission E Monographs - Therapeutic Guide to Herbal Medicines. M. Blumenthal, W.R. Busse, A. Goldberg, J. Gruenwald, T. Hall, C.W. Riggins, R.S. Rister (red.) S. Klein og R.S. Rister (oversætt.). 1998. Austin: American Botanical Council; Boston: Integrative Medicine Communications. 1. Afsnittet

1. Overblik' er ny information.
2. Afsnittene 'Beskrivelse', 'Kemi og farmakologi', 'Anvendelsesområder', 'Kontraindikationer', 'Bivirkninger', 'Interaktion med medicinske præparater' og 'Dosering og indgivelse' er hentet fra den oprindelige monografi. Der er tilføjet ny information i nogle af eller alle disse afsnit.
3. Doseringen for tilsvarende blandinger (te, vandig ekstrakt eller tinktur) kan udregnes på basis af følgende eksempler:
Medmindre andet er angivet:
2 g pr. dag af pulveriseret, knust, knækket eller hel plantedel.
Te: 2 g i 150 ml vand
Vandig ekstrakt: 1:1 (g/ml): 2 ml
Tinktur: 1:5 (g/ml): 10 ml
4. Afsnittene 'Referencer' og 'Yderligere referencer' er nye. 'Yderligere referencer' er ikke angivet i monografien, men er medtaget i forskningsøjemed.

Health News 2009

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012