Den sydafrikanske plante djævleklorod kan afhjælpe mange problemer med smerter og inflammation, og den har vist sig at være et uskadeligt alternativ til farmaceutisk medicin ved at være en fortræffelig hjælp til mennesker med reumatiske lidelser. Øget dokumentation antyder, at roden kan stilne smerte og reducere inflammation hos mennesker med gigt og andre pinefulde ubalancer. Det er blevet påvist, at urten ikke blot lindrer de smertende tilstande, men også øger bevægeligheden og smidigheden i led og muskler.
Hippokrates og buskmænd
Vi vil her starte med et par ord og et citat, som går helt tilbage til år 350 f. Kr. Det er ord, der stammer fra lægekunstens grundlægger Hippokrates, der jo som en af de første havde markante og fremsynede holdninger til sygdom og helbredelse. Som en vigtig pointe hævdede han, at al sygdom har en naturlig årsag, og at der samtidig i ethvert menneske findes kræfter til at helbrede sig selv.
“En klog mand burde kunne indse, at sundhed er det mest værdifulde og burde lære, hvordan han kan behandle sin sygdom ud fra egen vurdering”, udtalte Hippokrates og mente dermed, at kosten, dens tilberedning og planterne var nogle af de væsentligste ting her i tilværelsen til et godt og sundt liv.
Andre, der i høj grad har levet på sund og naturlig vis, er verdens oprindelige befolkninger. De, der skal omtales i denne forbindelse, er de forskellige stammer fra den sydvestlige del af Afrika, nemlig buskmændene. Specielt i Kalahari-ørkenen, som bl. a. dækker det meste af Namibia, har buskmændene, hottentotterne, sanfolket, khoisanfolket og bantuerne igennem de sidste 20.000 år levet sundt af naturens gavmildhed og klaret deres sygdomsproblemer også ved hjælp af urter og planter fra naturens apotek.
De opdagede de medicinske muligheder i djævleklorod ved at bruge et afkog af den knoldede rod som et tonikum til fordøjelsesproblemer og smerter og til at nedsætte feber. Desuden brugte de den også som et tropisk remedie i salve til sår, forbrændinger og andre hudproblemer. Kvinderne pulveriserede roden, fabrikerede salve af den og smurte den på maven under fødsel for at dulme smerterne.
Udseende og voksesteder
Djævleklorod (Harpagophytum procumbens) er en krybende, flerårig plante med oprindelse i Sydafrika. Den findes hovedsagelig i de sydlige og østlige dele af Namibia, Botswana og i Kalahari-området. Den har lange, slyngagtige og lidt opadbøjede udløbere, der kan blive op til 1½ meter i længden med torne og kødfulde, fligede blade.
Navnet stammer fra små kloagtige gevækster, der dækker og beskytter plantens træagtige frugt. Kreaturer, der græsser på områder, hvor djævlekloen vokser, kan ligefrem komme til skade, hvis de med hovene kommer i karambolage med planten. Dels kan de rive sig på tornene, dels kan selve kloen ved frugten ligefrem gribe fat, så det kan være vanskeligt at komme derfra igen uden sår og skrammer. Den har et forgrenet rodnet med sekundære rødder, de såkaldte rodknolde, som vokser ud fra hovedrødderne.
Det er indholdsstofferne i disse rodknolde, der primært anvendes medicinsk. Hvert efterår høstes rødder og rodknolde, de skæres i ca. 2 cm lange stykker, tørres og kan derefter anvendes til mange forskellige former for præparater. Planten har meget smukke, rødlilla, orangefarvede, trompetformede og duftløse blomster, men til gengæld indeholder den stoffer, som får den til at smage temmelig bittert. Planten trives i områder med ler eller sandjord som fx på Namibias stepper. Den kan også vokse langs vejkanter og braklagte områder, hvor den naturlige vegetation er ryddet.
Djævleklorod i folkemedicinen – og videnskaben
Djævleklorod har op igennem folkemedicinens historie været brugt som et middel mod gigt, smerter i ryggen og ledsmerter hos folk, for hvem det har været en plage at stå op om morgenen og en sand lidelse at rejse sig eller gå på trapper.
I starten af 1900-tallet blev planten introduceret i Europa, og siden har de tørrede rødder været brugt i behandling af forskellige helbredsproblemer.
De første videnskabelige undersøgelser blev foretaget i 1958 på universitetet i Jena, Tyskland. De viste, at planten har stærkt betændelseshæmmende effekter sammenlignet med kortison og fenylbutazon. Nyere tyske og franske undersøgelse har bekræftet både de smertestillende og betændelseshæmmende egenskaber med de samme effekter som ved kortison og fenylbutazon.
I 1971 introducerede Natur-Drogeriet A/S som det første firma djævleklorod i Skandinavien.
Medicinsk brug mod gigt
De to mest aktive indholdsstoffer i djævleklorod er iridoide glykosider, stoffer som man anser for at have stærke antiinflammatoriske virkninger. Disse glykosider er harpagosid og små mængder harpagid. Desuden indeholder den procumbid, fenole glykosider, sukkerarter m.m.
Mere end 500.000 danskere har en smertefuld hverdag med sygdomme, der er koblet til bevægeapparatet. Sædvanligvis ligger der degenerative forandringer til grund, men smerterne kan også optræde ganske pludseligt uden påviselig årsag eller sættes i forbindelse med fænomener som kulde og ændringer i vejrliget.
Der sluges årligt for 300 millioner kroner “gigtpiller” i Danmark, og de tages af alle aldersklasser lige fra gamle, gigtkrogede mennesker til unge toptrænede sportsfolk, som får en akut skade. Det drejer sig især om de såkaldte NSAID-produkter (Non-Steroid Antiinflammatory Drugs), der ganske vist tager smerterne, men også har alvorlige bivirkninger. Blandt andet kan de fremkalde blødende mavesår og forårsage uoprettelige skader på ledbrusken og dermed ødelægge leddene.
The British Herbal Pharmacopoeia anser djævleklorod for at have smertestillende og beroligende egenskaber. Derfor anvendes planten til behandling af smerter i lænden, mangel på appetit og dyspepsi, der er en fællesbetegnelse for organiske og funktionelle symptomer i øvre mave-/tarmkanal, som kan have mange forskellige årsager. Planten bruges traditionelt i behandlingen af ledbetændelse, podagra, alle slags muskelsmerter, lumbago, men også til mave- og leverproblemer.
Sikkerhed og kontraindikationer
Djævleklorod er en ikke-giftig og sikker droge. Der er ikke rapporteret tilfælde, hvor planten interagerer med andre former for medicin. Den bør dog ikke bruges af gravide, i tilfælde med sår i mave eller tolvfingertarm eller ved galdesten. Der kan ved brug opstå milde former for gener i maven, fx kvalme eller reflux. Djævleklorod arbejder tilsyneladende på samme måde som cox-2-antiinflammatoriske stoffer ved at ændre balancen og hæmme leukotriener, som er en gruppe af molekyler af inflammatoriske mediatorer, der hører til de betændelsesfremmende prostaglandiner.
Djævleklorod kan købes som kapsler i dåser med 90 stk.
Læs også
Rygsmerter og naturmidler
Djævleklorod – en plante med bemærkelsesværdige egenskaber
Djævleklorod hjælper mod mange slags ubehag
Djævleklorod – et gammelkendt middel uden bivirkninger
Djævleklorod – en effektiv detox-droge
Virksom behandling af slidgigt
Lændesmerter, medicinforbrug og persontype
Frede Damgaard: Syre/base-balancen
Kilder
Leblan et al. undersøgte 122 personer med slidgigt i hofte og knæ i 4 måneder. Den ene gruppe fik djævleklorod, den anden konventionel behandling. Plantepræparatet var mindst lige så effektivt til at reducere smerterne og øge bevægeligheden som det konventionelle middel diacerhein, og desuden tåltes det bedre (Joint Bone Spine, 2000;67(5):462-7).
Laudahn et al. gav 130 patienter med kroniske rygsmerter djævleklorod i 8 uger. Resultaterne viste en signifikant forbedring af smertesymptomer og bevægelighed. (Phytother Res., 2001 Nov;15(7):621-4).
Gobel et al. undersøgte 63 personer med muskelspændinger og smerter i ryggen i 4 uger. 31 personer fik djævleklorod, 32 placebo. Resultatet viste, at djævleklorod kan reducere muskelstivhed og dermed smerter signifikant (Schmerz, 2001 Nov;15(7):621-4).
Wegener et al. ordinerede djævleklorod til 75 patienter med slidgigt i hofte og knæ i ca. 12 uger. Konklusion: En stærk forbedring af samtlige undersøgte symptomer (Phytother Res., 2003 Dec;17(10):1165-72).
Chrubasik et al. gav 73 patienter med lændesmerter djævleklorod i op til 54 uger og konstaterede både en reduktion af smerter og en øget bevægelighed hos deltagerne (Phytomedicine, 2005 Jan;12(1-2):1-9).
