Selv moderat rygning svækker mænds knogler og sætter dem i øget risiko for knogleskørhed.
Det viser en fransk undersøgelse, som herved bekræfter, at rygningens knoglesvækkende effekter ikke kun gælder for kvinder, rapporterer Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism.
Studiet omfattede 719 mænd i alderen 51 til 85 år, der indgik i The Minos Study. Gruppen omfattede både nuværende og tidligere rygere samt aldrig-rygere. De mænd, som havde røget mest i livet, viste sig at have det laveste mineralindhold i knoglerne. Også eks-rygere havde svagere knogler end aldrig-rygere.
Et forbrug på under en pakke om dagen var nok til at svække skelettet, skriver forskerne. En nærmere analyse af data viser, at tobaksrygningen først og fremmest var knogleskadelig hos mænd, der vejede under ca. 80 kg. Forklaringen herpå kan være, at disse mænd har mere hormon fra biskjoldbruskkirtlen i blodet. Dette hormon bidrager til at afkalke skelettet. Samtidig har de også mindre af det knogleopbyggende D-vitamin.
Læs også
Rygning impliceret i knogleskørhed
Er du ældre, mandlig ryger? Husk C-vitamin!
C-vitamin og knogletab
Knogleskørhed – risikofaktorer
Magnesium øger knoglemineraltætheden
Kilde
Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism 2002; 87.