Folkesundhed

Bogomtale: Oversigt over forbudte produkter

En komplet liste over alle de forbudte kemikalier, lægemidler mv. kan ikke bringes her.

FN har derimod lavet en fortegnelse over alle de stoffer, der er forbudte at bruge eller sælge – og der er blevet til en bog på næsten 1.000 sider. Bogen er samtidig en fortegnelse over de stoffer, som de enkelte regeringer rundt om i verden har trukket tilbage fra markedet. I bogen finder man

  • alle mulige slags lægemidler, som producenter har troet kunne kurere forskellige sygdomme
  • forskellige produkter til bekæmpelse af ukrudt og skadedyr
  • industrielle kemikalier
  • forskel­lige produkter til husholdningen.

Listen over produkterne er meget, meget lang, men heldigvis gør adskillige indholdsfortegnelser det meget let at lede efter bestemte stoffer/produkter. Der kan således ledes under stoffets navn – uanset om det er det videnskabelige navn eller salgsnavnet/-navnene; uanset om det er et ukrudtsmiddel, lægemiddel eller et husholdningsprodukt osv. Under de enkelte produkter kan man så læse, hvornår og hvorfor de enkelte lande har forbudt eller lagt restriktioner på stoffet/produktet.

Et af de mest fremhævede produkter, når snakken falder på dyreforsøg, er thalidomid. I bogen kan man læse, at Belgien i 1963 forbød farmaceutiske produk­ter, som indeholdt thalidomid. Danmark har forbudt al import, produktion, salg og distribution af stoffet. Det mest benyttede lægemiddel i verden, acetyl­salicylsyre, er også med i bogen. Det blev introduceret i 1899 og er blevet brugt i mange former for læge­midler siden da. Men fra 1986 begyndte sundhedssty­relserne rundt om i verden at advare mod, at stoffet gives til børn og unge. Således meddelte den danske sundhedsstyrelse den 1. juli 1987, at der skulle stå en advarsel mod at give disse piller til børn med feber uden først at have rådført sig med en læge.

Et andet eksempel er stoffet Maneb, der blev brugt som et pesticid i landbruget. Stoffet er blevet produceret verden over under forskellige navne – i bogen opgives ikke mindre end 309 forskellige navne, som produktet er blevet solgt under. Stoffet er nu forbudt at bruge, da det kan forårsage forandringer i arveanlæggene (mutagent), er kræftfremkaldende (carcinogent) og kan give misdannelser (teratogent). Et lignende og velkendt stof, DDT, er selvfølgelig også med i bogen.

Det er ikke en bog, man sætter sig ned og læser fra den ene ende til den anden. Det er derimod en god opslagsbog for dem, der gerne vil vide, hvor og hvorfor et stof er trukket tilbage eller pålagt restriktioner.

Læs også
Oversigt over E-numre
Giftstoffer – de er overalt…
Den videnskabelige sandhed om amalgam
Noget om pesticider og deres virkning
Dioxin – vidste du det?
Børneeksem – skyldes det forurening, kemikalier og unaturlig kost?

Kilde
Consolidated List of Products whose Consumption and/or Sale Have Been Banned, Withdrawn, Severely Restricted or not Approved by Governments.
Udgivet af FN.