Hvidløg er – ud over at være en skattet ingrediens i madlavningen – et enestående naturmiddel, der kan sættes ind ved mange lidelser.
Hvidløgets historie
Vi ved ikke, hvornår hvidløg første gang blev anvendt som mad eller medicin. Man mener, at de første optegnelser går helt tilbage til Babylon, og det er velkendt, at kineserne har anvendt hvidløg medicinsk siden år 2000 f. Kr. Oldtidens historie i Egypten fortæller om hvidløgets eksistens på en inskription på en pyramide, som er ca. 5000 år gammel. Og det er et faktum, at der er fundet hvidløgsfrø i graven hos Tutankhamon.
Bibelen
I Bibelen (4. Mosebog, kap. 11, vers 5) kan man læse, at da Moses førte israelitterne gennem ørkenen, var hvidløg en af de ting, de savnede allermest. Og hvidløg er også nævnt i Koranen.
En historiker fortæller, hvordan de arbejdere, der opførte Keops-pyramiden gik i strejke, fordi de ikke fik hvidløg. De mente, at det lille løg var en nødvendighed for at give dem styrke og udholdenhed. Man ved også, at hvidløg er blevet anvendt af de græske idrætsudøvere i Oldtiden, hvor det blev spist i bestræbelserne på at forberede sig på at opnå styrke og udholdenhed i de oprindelige Olympiske Lege.
Middelalderen
I Middelalderen var verden præget af mange plager, og heller ikke England gik ram forbi. Der findes et Tudor-hus i Chester, hvor der under pestepidemien i 1665 boede en familie, som alle undslap konsekvenserne af pesten, selvom mange tusind omkring dem døde. Historien fortæller, at kælderen i dette hus var fuld af hvidløg, og at det var det, der beskyttede beboerne mod pestens hærgen, mens deres naboer døde som fluer om ørerne på dem.
Der findes mange lignende historier fra alle egne af Europa. Hvor meget der er sandt, og hvor meget der er en del af folketraditionen, finder vi nok aldrig ud af. Men vi ved, at hvidløg blev anvendt til at desinficere gravsteder for at hindre pesten i at sprede sig.
Vor tid
Græske læger skrev for tusinder af år siden, at hvidløg er i stand til at rense arterierne. Når vi kommer op til vor tid, findes der et stort antal artikler fra medicinske tidsskrifter verden over, som op gennem 1970’erne har bekræftet, at hvidløg har en indvirkning på arterierne, blodets kolesterolspejl og forhøjet blodtryk.
Hvad kan hvidløg?
To læger offentliggjorde i 1973 i det velanskrevne medicinske tidsskrift The Lancet resultater af prøver, som de havde udført med anvendelse af hvidløg i et forsøg på at bevise eller modbevise, at løget kunne have en gavnlig indvirkning på behandlingen af hjertesygdom. Deres rapport konkluderede, at hvidløg kan anbefales til brug over en længere periode uden nogen form for risiko for forgiftning, og at hvidløget ganske rigtigt var i stand til at sænke blodets indhold af kolesterol.
Den danske læge Kristine Nolfi beskriver i sin bog ”Levende føde” de resultater, hun opnåede ved at anvende hvidløg mod akne. Hendes erfaringer viser, at udslættet forsvinder, når det flere gange gnides med rå hvidløg. Patienten skal samtidig indtage hvidløg for at rense blodet, og her er kapsler med hvidløgsolie glimrende, hævder dr. Nolfi. Hun henviser desuden til hvidløgets enestående evne til at gøre det af med forkølelse og influenza.
Og til de firbenede…
Og det er skam ikke kun vi mennesker, der har nytte af hvidløget – det kan også være med til at holde dyr sunde og raske. Vilde dyr er nødsaget til at være deres egne læger, og hvis der sker dem noget, leder de ofte efter urter og spiser dem. Selv kødædende dyr spiser ofte også planter og græs. Husdyr har ikke mulighed for at finde en naturlig måde at helbrede sig selv på, men deres ejer kan gøre meget for at udnytte fordelene ved den naturlige urtemedicin.
Dr. Buster Lloyd-Jones, som er en autoritet inden for urtemedicin og naturlig kost til kæledyr, har skrevet flere bøger om naturlig dyrebehandling. Han er en stor tilhænger af hvidløg, specielt til behandling af indvoldsorm hos katte og hunde. I en artikel deler han sine erfaringer fra 30 års brug af hvidløg til behandling af orm hos disse dyr.
Der findes en lille parasit, som ofte angriber hunde og katte og ikke blot skaber ubehag hos dyret, men også kan overføres til mennesker gennem dyrets ekskrementer. Nogle af de kendte metoder til behandling af ormene er meget stærke og kan føre til alvorlig mavekatar og svække tarmfloraen hos dyret. Hvidløg, som er naturens egen urtemedicin, er mild og sikker og vil virke som en indre desinficering, der hurtigt fjerner ormen og gør hunden eller katten rask og glad igen.
Et udpluk af forsøg med hvidløg
Bakterier
I tidsskriftet Prevention fra august 1979 er der en rapport fra to lande, hvor man har eksperimenteret videnskabeligt med hvidløgets antibiotiske egenskaber. Et hvidløgsekstrakt ved navn phytocidin blev anvendt på forskellige typer bakterier – heriblandt dem, som er skyld i tuberkulose og difteri. Hvidløget viste sig at have en antibiotisk indvirkning på alle de forskellige typer bakterier, som indgik i forsøget.
En forskningsinstitution, som har gjort et fantastisk stort stykke arbejde i forbindelse med test af hvidløgets antibiotiske virkninger, er Biological Research Laboratory ved English College i Spanien. Lederen af laboratoriet, dr. Greenstock, har udført et langt og dybtgående forsøg med hvidløg og derefter skrevet en bog, som beskriver det arbejde, der er udført i hans laboratorier.
Det interessante ved hvidløget er, at det bl.a. ikke skader de godartede bakterier, som findes i tarmsystemet, og som har en velgørende og vigtig funktion. Og ydermere har man ikke fundet skadelige bivirkninger – selv ikke efter lang tids brug af koncentreret hvidløg.
Blodtryk
Det svenske blad ”Må bra” fortæller, at man i Genève for nogle år siden prøvede at give hvidløg til 100 blodtrykspatienter og fandt frem til, at 40 af dem havde et klart lavere blodtryk allerede efter én uges forløb. På Karolinska Instituttet i Stockholm undersøgte Börje Umäs i 1969 det magiske hvidløg og fandt frem til et stof, som kan forebygge allergi- og astmaanfald.
Morbus Bechterew
Der findes mange interessante beretninger om mennesker, som hvidløget har hjulpet. I tidsskriftet ”Hälsa” er omtalt flere patientberetninger, bl.a. en patient, som blev ramt af Morbus Bechterew i 20-års alderen. Han haltede og kunne ikke gå oprejst. Han fik forskellige medikamenter, og sygdomsforløbet gik i bølger. Af og til havde han det godt, men som regel havde han det temmelig dårligt. I 1979 rejste han på et kurophold, hvor han i 10 dage fastede efter Alma Nissens hvidløgsmodel, og efterhånden kunne han bedre røre sig. Efter en uge kunne han gå lange ture. Gradvis gik han over til vegetarisk kost, og hans helbred bliver stadig bedre og bedre. For at øge bevægeligheden endnu mere har han gennemført endnu en faste og går nu helt oprejst og normalt.
Sådan undgår du lugten…
Hvidløgets stærke duft er desværre en faktor, som har sat en social stopper for større anvendelse af hvidløg som forebyggende medicin, men det er gjort nemt med de stærke Candolic kapsler, der har overraskende stærke bakteriedræbende egenskaber. Da Föllingegården i Sverige endnu var i drift, udtalte lederen, Lilly Johansson: ”Vi bruger hvidløg i stort omfang. Men her lugter vi ikke af hvidløg. Det skyldes, at vi ikke spiser og drikker mælkeprodukter. Det er mælken og osten og de øvrige mælkeprodukter, som gør, at du lugter forfærdeligt, når du spiser hvidløg. Hvis du virkelig vil gå på en hvidløgskur, så skal du samtidig udelukke mælken fra din daglige kost. Og så får du også en dobbelt gevinst”, siger hun.
Hvidløgsvand og -afkog
”Det er også godt at bruge hvidløgsvand til behandling af sår og til gurgling. Vask med hvidløgsvandet rundt om såret. Det er bakteriedræbende. Læg straks derefter et kompres med hvidløgsvand over sårstedet, så det bliver desinficeret. Gurglevand med hvidløg er godt. Veksl gerne med stærkt kamilleafkog. Sædebade med hvidløg i vandet er godt ved nyrelidelser, og hvidløg har en gavnlig virkning ved fodbade”, slutter hun.
Spanske forskere noterede sig et meget interessant og vigtigt faktum under udførelsen af en række eksperimenter – nemlig at hvidløg synes at have en velgørende indvirkning på hele organismen. Som de udtrykker det: ”Hvidløgets generelle virkning overgår langt virkningen af et hvilket som helst andet kendt stof”. De fandt ud af, at personer, som af forskellige årsager gennemgår en hvidløgsbehandling, ikke bliver ramt af forkølelse, influenza eller tarminfektion.
Desuden har hvidløg givet fantastiske resultater ved kronisk bronkitis. Det er sandsynligvis det bedste middel, vi har, til forebyggelse mod almindelig forkølelse.
Læs også
Hvidløg og kredsløbssygdomme
Hvidløg har masser af gode egenskaber
Spis mere hvidløg
Hvidløg og dårlig ånde
Alma Nissen: Jeg spiser hvidløg som bolsjer!
Kirstine Nolfi: Hvad er levende føde?
Kirstine Nolfi: Lægen, der helbredte med levende føde
En stueflue er en jumbojet for mikrober
Forbrugererfaring: Hvidløg mod psoriasis
Linsesuppe med citron
Kilde
Vår Helse nr. 3, 1995