Agnus Castus er fremstillet af en lægeplante fra Middelhavslandene, abrahamsstrå. Den har siden oldtiden haft ry for at have specielle virkninger på kønsdriften, først og fremmest af dæmpende art, og synes derfor at have været velegnet til anvendelse i klostre.
Hjælp til kvinder med PMS, menstruationsforstyrrelser mv.
Agnus Castus kan anvendes frem for alt ved menstruationsforstyrrelser, der skyldes en utilstrækkelig produktion af corpus luteum dvs. en gullig dannelse, der fremkommer på æggestokkene efter et udstødt æg.
Undersøgelser viser, at planten udøver en hæmmende indflydelse på hypofysens forreste del, hvorfra produktionen af hormoner i kønskirtlerne reguleres. Vi anvender i dag Agnus Castus ved for stærk eller for hyppig menstruation. Et helt specielt område er behandlingen af det ubehag, som mange kvinder lider af fra omkring midten af en menstruationscyklus, indtil næste blødning indtræder (hovedpine, spændingsfølelse i brysterne, depressioner, hævelser på underbenene og andet).
Takket være intensiv forskning er det lykkedes at fremstille et virksomt og ufarligt naturprodukt, der uden at være et hormonpræparat og uden at indeholde hormonsubstanser har vist sig i stand til at fjerne funktionsforstyrrelser mellem hypofysen og æggestokkene. Det er med andre ord nu muligt at regulere hormonbalancen uden at løbe ind i de gener, ulemper og risici, der er forbundet med en hormonterapi.
Ud over den nævnte gunstige virkning på det præmenstruelle syndrom har Agnus Castus en normaliserende og regulerende indflydelse på menstruationsforstyrrelser. Dermed kan man reducere menstruationsstyrken og -varigheden og mindske smerter og ubehag. Godartede livmodersvulster standser deres vækst ved indtagelse. Endvidere har præparatet vist sig at kunne fremme mælkedannelsen hos ammende mødre.
Virkning på uren hud
Når det lykkes at normalisere seksualhormonbalancen, er det også muligt på effektiv måde at behandle uren hud – såvel hos kvinder som mænd. I et forsøg behandlede forskerne 118 patienter med Agnus Castus: 70 % kvinder, 30 % mænd. Patienterne, der var mellem 16 og 28 år, og blandt hvilke der var personer med langvarige hudproblemer, fik dagligt i en 4-6 ugers periode morgen og aften hver 20 dråber Agnus Castus. Herefter blev dosen nedsat til 15 dråber 2 gange dagligt. Forsøgsdiæten var ikke særlig streng, men patienterne skulle give afkald på svine-, ande- og gåsefedt. Samtidig fik de ordineret let desinficerende ansigtsvand til lokal brug.
Efter 6 uger indtrådte der generelt en bedring. Ca. 3 måneder efter behandlingens start var omkring 70 % fuldstændigt symptomfrie. Hvis behandlingen stoppede, optrådte der efter 3-6 uger relativt hyppigt tilbagefald. En kontrolgruppe på 43 patienter, der blev behandlet med almindelig terapi uden Agnus Castus, brugte 30-50 % længere tid for at nå det samme resultat. Efter 6 måneder blev 9 akne-patienter, der blev bedømt som hårdt ramte, behandlet med Agnus Castus, syv heraf med et meget godt resultat. I intet tilfælde optrådte der negative bivirkninger.
Anvendelse
Agnus Castus tages bedst som dråber – ca. 40 dråber i lidt vand om morgenen på fastende hjerte. Kuren bør gennemføres over nogle måneder, idet virkningen i nogle tilfælde først viser sig efter fire ugers forløb. Du kan også få Agnus Castus i kapsler – måske lidt mere praktisk, når du er på farten eller på ferie. Agnus Castus er fuldstændig uskadelig og uden bivirkninger.
Læs også
Agnus Castus mod PMS
Agnus Castus er mere effektivt mod PMS end B6-vitamin
Kvinders helbred: PMS og endometriose
Phyto-serien – den nemme vej til urternes helbredende kraft
Vegetarkost kan lindre PMS
B6-vitamin tager brodden af PMS
Kilder
Giss G, Rothburg W. Phytotherapeudische Behandlung der Akne. Zeitschrift für Haut- und Geschlechtskrankheiten 43, 645, 1968.
Indeks Plantarum medicinalium, Milano 1983
Lexicon Plantarum medicinalium, Milano 1991
Codex Vegetabilis, Amsterdam 1957
Matiére medicinale, Paris 1970
Plantes médicinales des régions témpérées, Paris 1980
Weiss RE. Ny Plantemedicin. Thaning & Appels Forlag 1973. ISBN 87-413-8107-6. Gengivet med tilladelse fra Forlaget Thaning & Appel.