B3-vitamin (Niacin) • Folkesundhed • Kosttilskud • Naturmidlernes historie og pionerer

Historien bag NAD+ – et stof med stort potentiale

De første pionerer

NAD+ blev opdaget i starten af det 20. århundrede af de to forskere Sir Arthur Harden og William John Young, som udforskede gæringsprocessen – dvs. når gær omdanner sukker og bliver til alkohol og CO2. Der skulle gå næsten 20 år, før Harden i 1929 delte Nobelprisen i kemi med Hans von Euler-Chelpin for deres arbejde med gæring. Euler-Chelpin fandt frem til, at strukturen i NAD+ udgøres af to nukleotider. Nukleotider er byggesten for de nukleinsyrer, som udgør DNA. Opdagelsen af, at stofskifteprocessen ved gæring er afhængig af NAD+, var et tidligt hint om det, vi ved i dag: At NAD+ spiller en afgørende rolle i stofskifteprocesserne i menneskekroppen.

Euler-Chelpin refererede i sin Nobelpris-takketale til NAD+ som et cozymase. “Begrundelsen af at foretage så mange forsøg med raffinering og bestemmelse af indholdet i dette stof er, at cozymase er en af de oftest forekommende og biologisk set vigtigste aktivatorer i plante- og dyreriget”, lød det dengang.

1930’erne

Otto Heinrich Warburg tog forskningen i NAD+’s rolle i stofskiftet et skridt videre i 1930’erne. Og i 1931 påviste kemikerne Conrad A. Elvehjem og C. K. Koehn, at nikotinsyre – et forstadie til NAD+ – kunne lindre sygdommen pellagra. Dr. Joseph Goldberger havde tidligere påvist, at den dødelige sygdom skyldes noget, der manglede i kosten. Han døde, inden det blev påvist, at dette “noget” var nikotinsyre, men hans resultater bidrog til opdagelsen af nikotinsyre som forebyggelse af sygdommen. Herefter besluttede man på internationalt plan, at mel og ris skulle beriges med dette stof.

1940’erne og 1950’erne

I løbet af det næste årti opdagede Arthur Kornberg NAD-syntetase – det enzym, der danner NAD+. Kornberg fik senere Nobelprisen for at påvise, hvordan DNA og RNA dannes. Hans forskning markerede begyndelsen til en yderligere forståelse af byggestenene i NAD+. I 1958 definerede forskerne Jack Preiss og Philip Handler den såkaldte Preiss-Handler sti. Den viser, hvordan nikotinsyre bliver til NAD+. Hermed var vejen banet for yderligere forståelse af den rolle, NAD+ spiller i kosten.

Forskerne var nu på det rene med betydningen af NAD+, men stoffets komplicerede virkning på celleniveau var stadig en gåde. Nyudviklede teknologier inden for den videnskabelige forskning kombineret med anerkendelse af coenzymets betydning ansporede til fortsat forskning i molekylet.

1960’erne

Nutidens forståelse af betydningen af NAD+ begyndte i 1960’erne. Ved brug af nukleare ekstrakter af hønselever identificerede den franske videnskabsmand Pierre Chambon en proces kaldet poly-ADP-ribosylation, hvor NAD+ nedbrydes i to komponenter. Den ene komponent (nikotinamid) genbruges, mens den anden (ADP-ribose) linkes til et protein. Disse resultater dannede grundlag for forskning i PARP (poly-ADP-ribose polymeraser) – en gruppe af proteiner, der er afhængige af NAD+ for at kunne fungere og udføre cellulære opgaver. PARP har lighedspunkter med en anden gruppe proteiner, sirtuiner, i og med at begge kun kan fungere, når der er NAD+ til stede.

1970’erne op til nutiden

Forskerne refererer ofte til sirtuiner som “genernes vogtere” på grund af deres rolle i reguleringen af cellernes homøostase. Homøostase er et udtryk for, at cellen holdes i balance. Sirtuiner er en gruppe af proteiner, der blev opdaget i 1970’erne, men deres afhængighed af NAD+ blev først påviste i 1990’erne. Biologen Leonard Guarente påviste, at SIR2 – et sirtuin, der findes i gær – kun øger livslængden for gær, når der er NAD+ til stede.

Med denne opdagelse var der skabt en klar forbindelse mellem sirtuiner og stofskiftet. Desuden ledte den forskerne i retning af den krydsforbindelse, der er til stede mellem biologiske funktioner, dvs. at stofskiftet er nøje forbundet med andre biologiske processer.

Fremtiden?

I næsten 100 år har NAD+ været uhyre vigtigt, men den trinvise udforskning af stoffet og den teknologiske udvikling er først nu begyndt at løfte sløret for, hvordan stoffet kan udnyttes.

NAD+ har et enormt potentiale – og hvordan det kan udnyttes, er noget af det mest spændende, der foregår på den videnskabelige scene i disse år.