Nye forskningsresultater har åbnet nye perspektiver for brugen af middelhavsplanten Ruscus Aculeatus – på dansk kaldet stikkende musetorn – i behandlingen af lidelser i venesystemet.
De aktive stoffer i musetorn kan både styrke venemuskulaturen og støtte bindevævet. Planten vokser fortrinsvis på solrige, tørre bjergskråninger i egnene omkring Middelhavet. Man mener, den har fået sit navn, fordi bønderne i gamle dage brugte de små kviste med de stikkende knopper til at hænge kød på for at holde mus og andre dyr væk fra forrådskamrene.
En ingrediens i middelalderens klostermedicin
Den tidligste dokumentation for, at den del af ruscus-planten, som befinder sig under jorden, har en helbredende virkning, er over 2.000 år gammel. I år 300 f.Kr. omtales musetorn af Aristoteles’ elev Theophrastos. Og i 50 e.Kr. skrev den lilleasiatiske læge Dioskurides den første, overleverede beretning om urten. Derefter dukker den op i alle betydningsfulde medicinske værker. Fx var musetorn en vigtig ingrediens i middelalderens klostermedicin.
Nogle af indikationerne går på musetorns vævsstyrkende virkning: Den romerske læge Galen (130-200 e.Kr.) anbefalede den bl.a. til udvortes brug mod “tærende bylder“. I det 17. og 18. århundrede blev urten brugt mod vattersot – formodentlig med den begrundelse, at ødemer forsvinder ved regelmæssig brug.
Dobbeltvirkning ved venesvaghed
Nyere undersøgelser har i høj grad bidraget til at slå urtens dobbelte virkning mod venøse lidelser fast. Dels kan det ruscogenin, der udvindes af jordstænglen, tonisere venerne – styrke de småbitte muskler i venevæggen og dermed holde venerne stærke og elastiske; dels har forskerne for nylig fundet ud af, at musetorn kan beskytte kollagenet elastin mod nedbrydning. Dermed har ruscogenin ud over den venetoniserende virkning en opstrammende virkning på bindevævet – og bidrager dermed umiddelbart til at vedligeholde det venøse støttevæv.
Læs også
Musetorn hjælper svage vener
Har dine vener det godt?
Venevenlige urter til dine trætte og tunge ben
Venelidelser: Hvad gør du ved dem?
Enebær mod ødemer og mange andre lidelser
Kilde
Gesunde Medizin, 10/2001